Sjette sæson af "Better Call Saul" bliver den sidste

Enden er nær for Slippin' Jimmy.

Selvom sæson fem af "Better Call Saul" først får premiere til februar, har amerikanske AMC allerede givet grønt lys til en sjette sæson. Dette bliver imidlertid den sidste af den populære "Breaking Bad"-spin-off, der har kørt siden 2015. Der er altså en ende i sigte for Jimmy McGills transformation til Saul Goodman.

"Fra starten har det været vores håb og drøm at få lov til at fortælle hele historien og gøre det til en komplet historie fra start til slut. Vi gør vores bedste for at sikre en god landing ovenpå disse 63 episoder," udtaler Peter Gould på et panel ved Television Critics Associations presseturne. Gould har sammen med Vince Gilligan skabt "Better Call Saul".

Sæson seks vil bestå af 13 afsnit, og samlet set vil "Better Call Saul" være et afsnit længere end "Breaking Bad". Den sidste sæson forventes at udkomme i 2021.

Gamle kendinge vender tilbage

Selvom mange har håbet på det, lader det ikke til, at Walter White og Jesse Pinkman vil dukke op, selvom Gilligan ikke afviser idéen. "Jeg ville elske at se dem i 'Better Call Saul', før det slutter, så hvem ved?"

Fans kan dog glæde sig til et gensyn med Hank Schrader (Dean Norris) og Steven Gomez (Steven Michael Quezada), i den kommende femte sæson.

"Better Call Saul" vender tilbage 23. februar. Indtil da kan man fornøje sig med "El Camino: A Breaking Bad Movie", der udkom tilbage i oktober 2019.

Kommentarer

Sjette sæson af "Better Call Saul" bliver den sidste

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen