TYVSTJÅLET FRA ANDEN SIDE
En af mine gode venner har i disse tider fået overskud til at læse Weekendavisen lidt grundigere. I øvrigt en udmærket avis, som jeg selv nyder, men desværre ikke får læst helt og aldeles. Min kammerat faldt over dette brevkassespørgsmål, fra en bekymret københavner, som er flyttet på landet (før corona). Det er svaret, som er aldeles underholdende og morsomt...
”Kære Brevkasse.
Vi er et par, som for nylig er flyttet på landet. Vi har sat vores dreng, som er et år gammel, i dagpleje hos en dame, som bor på en gård. Vi er virkelig glade for både hende og stedet.
Men der er en slange i paradis: Hendes mand går tit og arbejder med sin motorsav, mens børnene leger udenfor. Vi véd godt, at risikoen for, at der sker noget, er lille. Men det skal jo kun gå galt én gang…
Dilemmaet er: Skal vi fortælle dem om vores bekymring? I så fald hvordan?
Venlig hilsen Bymusen.”
Kristian Ditlev Jensen svarer:
”Kære Bymus.
Først og fremmest et stort Tillykke med, at I er flyttet ud af den ækle storby med jeres barn. For som H.C. Andersen engang skrev: ”Der var saa deiligt ude paa Landet.” Og som Dan Turéll siden tilføjede: ”Der er også mange fluer ude på landet. Fordi der er så meget lort ude på landet.” Eller sagt på en anden måde: Uskylden findes kun som en barnlig forestilling, fra før Eva plukkede æblet.
I virkelighedens verden er der både skovflåter, stødhegn og sågar benzindrevne haveredskaber, så det er altså kun den allerstærkeste, der overlever. Kald det naturlig selektion.
Men det er vel noget af det, man tager med, når man indkasserer boliggevinsten og flytter 300 kilometer væk og 200 år tilbage i tiden? Ude på landet pakker man nemlig ikke børn ind i vat, og alting er i det store hele, sådan som det altid har været. Ude på landet hælder man piskefløde i kaffen, hvis det passer én. Og dét gør det. Man synes ikke rigtig, at en kagemand er en kagemand, hvis ikke slikket dækker helt. Man klipper drengene korthårede. Mændene har stadig rigtigt arbejde, pigerne går endnu i kjoler, og konerne går hjemme. Man joker med, at bøffer under 200 gram er ”pålæg”, når man griller – men man mener det faktisk, for man spiser kød, gør man, om Greta Thunberg går i skole eller ej. På landevejene kører man, ”så det passer… og 130 passer!”
Ude på landet ordner man konflikter i mindelighed, og sådan et blåt øje har folk da alle dage overlevet. Og ellers kan man vist få det sort.
Set udefra – og det vil sige inde fra den ulideligt politisk korrekte storby – må det virke komplet sindssygt, at børn spiser bolsjer lavet på ren sukker hver fredag. Men det gør de. Og set udefra, altså her ude fra periferien, er storbyen jo endnu mere gakkelak.
Danskerne i byen er tilsyneladende alle sammen lige pludselig blevet bandemedlemmer, og i øvrigt er halvdelen af befolkningen i dag af anden etnisk herkomst end dansk. Ingen spiser sammen klokken 18, for alt er blevet take-away og on-the-go og drop-in-dåb. Nyhederne, der gjalder ud mod os som postmoderne minaretsang inde fra Sodoma, handler om, hvordan stort set alle Politiken-læsere nu lever i åbne forhold, er så optaget af nye ”primærtrends”, at de har glemt samtlige kerneværdier, og så véd de fleste vist ikke engang længere, hvilket køn, de – eller siger I dem? – har. Med andre ord: Verden er af lave i storbyerne.
Men det er jo netop derfor – tadaaa! – at man flytter ad Pommern til. Bogstavelig talt.
Skal I så sige det med den motorsav?
Næ. Enhver grådlabil forældrehenvendelse vil blive opfattet som – og jo også være – mistillid. Manden på gården har selv savet med den motorsav, siden han var bette, og hvis I er heldige, så kan jeres junior også betvinge den om et par år, hvis ellers han får lov at lege op og ned ad et stykke fritgående mandfolk uden al mulig utidig indblanding fra nervøse almueturister fra Østerbro.