Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★0

    Du kan selv være kedelig, Riqon. 

    Babo26-03-17 09:15

  • ★★★★★1

    Du kan selv være kedelig, Riqon. 

    Det kan jeg, men de film jeg vil se skal ikke være det! 

    Lars!26-03-17 11:06

  • ★★★★0

    Det kan jeg, men de film jeg vil se skal ikke være det! 

    Det er ikke filmens skyld, at du er kedelig og filmen kedede en kedelig person. 

    Babo26-03-17 11:41

  • ★★★★★★0

    Verdens kedeligste diskussion;-P

    T. Nielsen26-03-17 12:17

  • ★★★★★0

    Verdens kedeligste diskussion;-P

    Enig, foretrak den lødige. 

    Lars!26-03-17 13:33

  • ★★★★★0

    Jeg er ret enig, men ender nok i en generøs 8'er.

    Ikke mindst grundet en stor kærlighed til genren og det forhold, at filmen gjorde mig særdeles glad.

    Det gør mig ekstra glad, at jeg hører så mange - ikke normalt musicalfans -"opdage" genren og blive overstadige i deres ros. Det giver mig en tro på, at genren vækkes mere konsistent til live og der bliver råd til at satse på at give os nye positive oplevelser fremover. Det fortjener genren og vi, publikum. 

    Whiplash var "den bedre film" uden tvivl. Men Damien Chazelle fortjener stor ros for at kickstarte genren igen.

    Isoleret set er musikken i La La Land middelmådig. Dansen under middelmådig, hvor dansetrinet vi ser på plakaten er visuelt sælgende, men kan udføres af alle dansepar efter en times undervisning.

    Eksekveringen er dog visuelt flot og vækker genklang til technicolor tiden. Det er en flot hommage til Hollywoods guldalder.

    At La La Land lykkes med så få midler, præcis som The Artist, viser med al tydelighed behovet for genrerne. Behovet for simple positive budskaber leveret med musik, følelser, mimik og dans.

    Men det viser også, HVOR fuldkommen genial guldalderen indenfor musicals var. Hvilke mesterværker de var musikalsk og dans og hvor undervurderet eller rettere hvor ukendte disse film desværre er i dag. Musik af Irving Berlin, Gershwin, Cole Porter. Film fra Vincente Minelli til Bob Fosse. Dans af Fred Astaire, Gene Kelly, Ginger Rogers, Cyd Charise, med træning til perfektion, som ingen kommer i nærheden af i dag. Sang af Judy Andrews, Liza Minelli. 

    For ikke og glemme Eleanor Powell, som jeg også er ret så overbevist om er hende og Fred Astaire de laver homage til med Valsen til slut, bortset fra det oprindelig er et step dans nummer, hvis ikke et af de bedste, men en af de få personer der ku give Fred Astaire "kamp til stregen" om man vil.

    De får det til og se så legende let ud i Begin the beugine fra Broadway melody of 1940

    Jeg blev også ret så forelsket i La La Land, og ja netop fordi man ser folk der "tør" lave de her musicals igen inspireret af The golden age.

    Elwood26-03-17 16:12

  • ★★★★0

    Jep, det er jeg enig i Elwood!

    Bruce27-03-17 10:23

  • ★★★★0

    La Grande Vadrouille

    www.blu-ray.com/movies/La-Grande-Vadrouille-Blu-ray/165787/

    Undskyld Vi Flygter er nok en titel, som flere kender. Det er en absolut komedieklassiker fra min barndom, med Louis De Funés og Bourvil i hovedrollerne om et par franskmænd, som kommer i klemme, da RAF piloter skydes ned over Paris og de uforvarende bliver inddraget i at redde dem.

    Filmen blev set af 17 mio franskmænd, da den kom frem og det er én af de film, som jeg har set frem til at eje i HD. Men den første version kom aldrig med engelske undertekster, men NU er den her i en restaureret 50 års jubilæumsudgave og det var skønt at få den genset her i weekenden :)

    8/10

    Bruce27-03-17 10:28

  • ★★★★★★0

    Det er pinligt men sandt, at selv om jeg har set utallige film med Louis De Funés, så har jeg lige netop IKKE set den og den regnes endda, så vidt jeg ved, som en af hans bedste.

    T. Nielsen27-03-17 10:31

  • ★★★0

    Elsker scenen hvor de skal synge for at finde hinanden i badet. Louis DeFunes har altid moret mig, jeg synes hans​ bedste film er Rabbi Jacob. 

    Men min yndlings scene med ham er nok i Den store restaurant hvor han forklarer opskriften på kartoffelmos i en Hitler parodi.

    MOVIE100027-03-17 10:43

  • ★★★★0

    Det er pinligt men sandt, at selv om jeg har set utallige film med Louis De Funés, så har jeg lige netop IKKE set den og den regnes endda, så vidt jeg ved, som en af hans bedste.

    Med mit kendskab til din smag, så tror jeg denne rammer "smack" plet for dig :)

    Der er flere andre Funés film, hvor han får langt mere spillerum til sit "sædvanlige jeg". Her er hans figur en del af en større historie og det fungerer virkelig godt.

    Jeg vil se frem til at høre om dit syn :-D

    Bruce27-03-17 11:00

  • ★★★★0

    Elsker scenen hvor de skal synge for at finde hinanden i badet. Louis DeFunes har altid moret mig, jeg synes hans​ bedste film er Rabbi Jacob. 

    Men min yndlings scene med ham er nok i Den store restaurant hvor han forklarer opskriften på kartoffelmos i en Hitler parodi.

    Ja jeg burde nok få genset nogle med ham, for de står ikke så klart i min hukommelse mere og jeg så ellers de fleste med ham i gamle dage :)

    Bruce27-03-17 11:01

  • ★★★★★★0

    Ja jeg burde nok få genset nogle med ham, for de står ikke så klart i min hukommelse mere og jeg så ellers de fleste med ham i gamle dage :)

    Flere af dem, er i dag nok mere hyggelige af nostalgiske årsager end egentlig sjove måske. Flere af dem jeg har genset indenfor de sidste 10-15 år, har i hvert fald sjældent haft samme effekt på mine lattermuskler som de havde da jeg som barn og ung så dem. Ikke desto mindre har jeg nydt flere af dem. Indrømmer dog gerne, at det nok er Fantômas filmene der står mit hjerte nærmest.

    Angående min smag, så tror jeg du har ret, så tak for anbefalingen.

    T. Nielsen27-03-17 11:05

  • ★★★★★★0

    The Wolverine (2013) - Unleashed extended edition

     

    Oprindeligt blev jeg ret skuffet, da jeg første gang så instruktør James Mangold’s take på superhelten Wolverine. Den var såmænd ikke helt dårlig, men jeg havde givet haft for høje forventninger. Et gensyn har nu løftet indtrykket lidt. Det er stadig ikke en fantastisk film, men dog en god en. Stemningen i filmen og udgangspunktet for historien er virkelig både tillokkende og spændende.

    I hovedrollen er Jackman også forsat virkelig god med en karisma som få. Der bydes på flere ret underholdende og overdådige actionscener og teknisk er filmen også ret flot. Det kniber dog med fortællingens afvikling. Jeg vil ikke kalde den direkte for rodet måske, men fokus virker uklart og fornemmelsen af, hvad den vil og hvor vi skal hen udebliver nok til, at man ofte ikke fænges i længere tid ad gangen, hvis der ikke er gang i den. Det er der så heldigvis ret ofte. Så på den måde blev det et godt gensyn. Om den længere version, så har haft indflydelse, tør jeg ikke sige. Husker ikke hvilken version jeg har set tidligere.

     

    Bedømmelse: 7/10

     

    Logan (2017)

     

    Historien om superhelten Wolverine er denne gang skåret ind til benet, holdt jordnær i forhold til genren og så er den brutal som få superheltefilm, hvilket giver den en kant af alvor, som de to forrige film om denne bad ass superhelt ikke kunne levere.

    Instruktør Mangold og Jackman har fået lov til at lege videre med figuren og haft mere frie tøjler, i hvert fald i forhold til bandeord, vold og nøgenhed. Det har de naturligvis skulle udnytte og det udnyttes vitterligt fremragende, hvor både dialogernes råhed og de ofte barbariske og blodige actionscener fungerer virkelig godt til at etablere et troværdigt og trykkende filmisk univers. Kun scenen hvor vi lige skal se et par patter, forekommer mig lidt for påtaget, men det er til at leve med (selvfølgelig).

    Jeg skal så gerne indrømme at selve fortællingen måske intet særligt er. Den føles en kende for velkendt og de følelsesmæssige bånd mellem vores martret helt og pigen han skal beskytte, bliver aldrig vækket helt nok hos mig som tilskuer.

    Handlingen ved jeg så heller ikke, om man skal tænke lige meget over. Der er nok dele af den der kan rejse unødige spørgsmål. Men som basis for en medrivende og underholdende roadmovie fungerer den ganske godt. Kun scenen med vandværket, fandt jeg påtaget og lidt irriterende.

    Som sagt så er actionscenerne heldigvis dejligt kompromisløse, så de gør ondt og river i en. Jeg kunne måske savne lidt mere variation, det er meget det samme. Men kedeligt blev det bestemt ikke af den grund. Jeg savner også lidt mere basal spænding. Ikke at den er fraværende, men den når aldrig et niveau så jeg sad på kanten.

    Men ellers en mere end værdig afslutning for en atter velspillende Jackman i den rolle der gjorde ham til en stor stjerne, som han har gjort til sin egen og som han endnu engang løfter. Også Patrick Stewart som en aldrende professor X skal dog fremhæves. Det skal Dafne Keen som den unge mutantpige også. Hun er et fund i rollen.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen27-03-17 12:06

  • ★★★★0

    Independence Day (1996) - 5/10

    Pyha....der skal godt nok sluges adskillige kameler, for at være 'med på den' i dag og det er rigtig svært. Emmerich er kongen af stupide film, men man kan ikke undsige sig for at være underholdt i små perioder og flere sekvenser er stadig teknisk flot udført målt med dagens standard. Giv mig Mars Attacks i stedet!   

    Babo27-03-17 13:02

  • ★★★★★★0

    Doctor Strange (2016)

     

    Handlingen er kort sagt noget nonsens og selv om jeg såmænd gerne skal indrømme, at jeg ofte netop elsker fantasifuldt vrøvl, så føles Marvel/Disney’s sidste skud på deres cinematiske univers en kende for glat og samlebåndsagtigt.

    Der gøres i hvert fald ikke mange forsøg, på at levere en overraskende oprindelseshistorie. Teknisk er det nu flot og de skæve, lettere syrede og kulørte visuelle opfindsomheder og de er mange, er dog tæt på at imponere og det er i sig selv, faktisk imponerende når man tænker på, hvad vi i dag får smidt i hovedet af big budget effekter.

    Ellers er det mest altid seværdige Benedict Cumberbatch der trækker læsset og gør, at man trods alt er godt underholdt, i en film som ellers kun kan kaldes letforglemmelig.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen27-03-17 21:22

  • ★★★★★★0

    The Nice Guys (2016)

     

    Herligt underholdende og legende elegant action-buddy-komedie, af den slags man kun kan blive i bedre humør af, trods dens indimellem ret voldelige og rå scener (for en løssluppen komedie at være). Dialogen er proppet med næsten spidsfindige morsomheder, man fanger næppe dem alle og historien, der erkendt måske intet særligt er i sig selv, bringer os godt rundt i diverse setups, hvor både sjove og dramatiske begivenheder slippes løs, uden at det virker så plat, som det egentlig sine steder bliver.

    På en eller anden sjov måde fungerer både Russell Crowe og Ryan Gosling, nærmest mod forventning og bringer minder om så forskellige makkerpar som Gøg & Gokke til Riggs og Murtaugh fra Lethal Weapon filmserien. Nuvel, i hvert fald er det også instruktør og manuskriptforfatter Shane Black, der har stået bag historien i sidstnævnte og det fornægter sig ikke, hvis man kender filmene.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen27-03-17 21:54

  • ★★★★★★0

    Burying the Ex (2014)

     

    Nogen stor instruktør har man nok aldrig kunne kalde Joe Dante, der også står bag denne her letbenede gyserkomedie. Han har dog igennem årene leveret mindeværdige og populære film som ”The Howling”, ”Gremlins” og andre, selv om det er længe siden. Det niveau er han så desværre heller ikke i nærheden her, hvor dårligt skuespil, tåkrummende kedsommelige dialoger og en spinkel fortælling, slet ikke kan leve op til den form for fjollede og ofte lettere overspændte b-film, den muligvis gerne vil ligne. Dertil er den alt for konform i udtryk og alt for pæn i dens handling. Filmens mest formildende omstændighed er, at jeg kan kigge længe på en skuespiller(inde) som Alexandra Daddario. Det redder dog ikke alene en hel film.

     

    Bedømmelse: 3/10

    T. Nielsen30-03-17 15:03

  • ★★★★★★0

    The Man from Laramie (1955)

     

    Anthony Mann’s fremragende psykologiske western, om en mand der søger hævn, men hvor den ofte tragiske og til tider ret rå historie skubbes fornemt i baggrunden, uden at blive negligeret, for at lade handlingen udspille sig igennem personerne. Uden at filmen dog undlader at bruge flere effektive virkemidler til opbygning af spænding og action undervejs. Men filmen er i den grad karakterbåren og derfor løftes filmen på nuanceret karakterudvikling, i en yderst velspillet og begavet affære. Grundet alder, er enkelte virkemidler naturligvis lettere dateret og enkelte steder har en skuespiller eller to, måske også tendens til overspil, a la det man ofte har set fra den tid. Men når man har en af sin generations bedste skuespillere i sublimt underspil, James Stewart som bærende centrum for fortællingen, udlignes dette fornemt.

     

    Bedømmelse: 9/10

    T. Nielsen30-03-17 15:33

  • ★★★★★★0

    Hmmm...den har jeg aldrig fået set...har ellers set en del Stewart/Mann-westerns...det kunne være, den skulle købes snart så :)

    Guldager30-03-17 15:46

  • ★★★★★★0

    Hvis flere af de andre Stewart/Mann westerns er faldet i din smag, så synes jeg denne er et must!

    T. Nielsen30-03-17 16:30

  • ★★★★★★0

    Det gjorde de :-) men altså, det gør det meste James Stewart :-) 

    Guldager30-03-17 16:55

  • 0

    Life 3/6

    Pusher 2 3/6

    Pusher 3 3/6

    FaxeKondi30-03-17 19:45

  • ★★★★★★0

    Bastille Day (2016)

     

    Solidt underholdende metervare, der smider flere old school actionscener ind, af den slags som jeg personligt virkelig nyder. Som jagten hen over hustagene. Historien er en kende for forudsigelig og der er ikke mange overraskelser undervejs, mens det måske kniber lidt med troværdigheden i forhold til plottet selv. Men når den er bedst, er den faktisk ret god og som bad ass helten, er Idris Elba velvalgt. Han har en god on-screen persona, selv om rollen er så klichefyldt som de kommer.

    Man kan kritisere eller rose filmen og dens historie, alt efter politisk ståsted tror jeg, for ikke at gå linen ud, i forhold til at den lægger op til en film om et terrorangreb. Men da filmen i både første og sidste ende er en spændingsfilm, der ikke vil andet og mere end blot det, er det jo nok deri valget er taget for historiens retning.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen31-03-17 16:33

  • ★★★★★★0

    The Outsiders (1983)

     

    Som teenager læste jeg Susan Hinton’s ”The Outsiders” og ”That Was Then… This Is Now” og kunne, trods deres amerikanske islæt virkelig identificere med begge romaner, der tiltalte mig meget. Husker jeg dengang blev lidt skuffet over Coppola’s take på ”The Outsiders”. Den var bestemt ikke dårlig, men virkede en anelse flad og lige hurtigt nok afviklet. Derimod fandt jeg filmatiseringen af ”Sidste År Er Længe Siden”, som den hed på dansk, virkelig god, trods en langt lysere slutning (som jeg husker det). I dag tror jeg så den ville falme lidt.

    Nå, men hvad jeg dengang ikke var klar over var, at instruktør Francis Coppola først havde ladet sig overtale via en skoleklasse til at filmatisere bogen, som han ikke først kendte og så siden havde ladet sig overtale af filmselskabet til at klippe filmen ned med adskillige minutter. Igennem årene har han så modtaget mange opfordringer til at genskabe den originale version, så det er han så endt med at have gjort.

    Om det så er det der har gjort forskellen, kan jo være svært helt at vide, så mange år efter. Men et gensyn med filmen, nu i sin oprindelige udgave og længde, gav mig et langt mere positivt indtryk. Handlingen føles bedre effektueret og karaktererne får bedre tid til at vokse på en, så man får et mere nuanceret indtryk af dem, end jeg mindes de gjorde førhen.

    Coppola instruerer i øvrigt historien her i en næsten i en anarkistisk, eller i hvert fald meget løs stil til tider, der giver et liv til fortællingens personer via spil der føles autentisk løssluppen og også råt, som det miljø den skildrer med tydelig kærlighed for dens aktører. Det er en i sig selv rørende og gribende beretning, om at føle sig udenfor og/eller anderledes, også der hvor man hører hjemme.

    Jeg kan i hvert fald for mit vedkommende, tydeligt identificere mig med filmens hovedperson, Ponyboy, spillet af C. Thomas Howell. Castet er så også værd at bemærke, med flere kommende stjerner som f.eks. Tom Cruise og Patrick Swayze i mindre, men bærende roller.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen31-03-17 16:59

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen