Trailer: Første trailer til David Bowie-filmen "Stardust"

Den kommende biopic er dog allerede stærkt kontroversiel og er blevet kritiseret af Bowies familie.

Ovenpå de Oscar-belønnede kæmpesucceser "Bohemian Rhapsody" og "Rocketman" om hhv. bandet Queen og rocklegenden Elton John var det selvsagt blot et spørgsmål om tid, før der blev lavet en film om en anden af Englands største musikstjerner gennem tiderne: David Bowie.

Og den film, "Stardust", er altså lige på trapperne, og ovenpå udgivelsen af det første klip fra filmen tidligere i år, har vi nu omsider fået den første længere trailer til filmen, som kan ses herunder.

De fleste vil nok hurtigt bide mærke i, at traileren ikke byder på ét eneste sekund af Bowies ikoniske musik. Og det er der en god grund til: filmen er blevet forkastet af Bowies efterladte, som har forment filmmagerne adgang til Bowies musikarkiv.

Læs også: "Bohemian Rhapsody"-forfatter laver Whitney Houston-film

I et opslag på Twitter sidste år skrev Bowies søn, filmmageren Duncan Jones ("Moon", "Warcraft"):

"Som det ser ud lige nu, så kommer denne film ikke til at indeholde min fars musik, og jeg kan ikke forestille mig, at situationen ændrer sig. Hvis du vil se en biopic uden [Bowies] musik eller hans families velsignelse, så er det op til dig."

Det er da også sigende, at traileren p.t. har dobbelt så mange dislikes som likes på YouTube, og de få tilgængelige anmeldelser af filmen er da også en smule lunkne.

Hvorom alting er, så udkommer "Stardust" i udvalgte amerikanske biografer og på VOD den 25. november. Den relativt ukendte Johnny Flynn ("Emma") spiller Bowie, og filmen er instrueret af den ligeledes ukendte Gabriel Range.

Traileren kan ses her:

Kommentarer

Første trailer til David Bowie-filmen "Stardust"

  • ★★★★1

    En film om Bowie uden Bowies musik? Det lyder på én gang vanvittigt og stupidt. Hvorfor fanden har de ikke clearet projektet ordentligt med Bowies bo, før de gik i gang? Derudover ser filmen helt vanvittigt generisk ud (hvilket jo tangerer det kriminelle, når nu Bowie var en så ukonventionel pioner), så det overrasker mig ikke, at Jones og Co. ikke har assisteret filmmagerne.

    The Insider29-10-20 14:11

  • ★★★★1

    Nej, hvis det er uden Bowies musik, så er min interesse da også røget.

    Åkepool29-10-20 14:16

  • ★★★★0

    Jeg vidste ikke, at Duncan Jones var Bowies søn :)

    Nuvel, jeg håber ikke at denne uundgåelige fiasko betyder, at der aldrig kommer en ordentlig Bowie-film. 

    Guldager29-10-20 14:27

  • ★★★★0

    Duncan Jones er i øvrigt verdens rareste mand, så hvis man har pisset ham af, er man sgu et røvhul.

    The Insider29-10-20 14:31

  • ★★★★0

    Jeg vidste ikke, at Duncan Jones var Bowies søn :)

    Nuvel, jeg håber ikke at denne uundgåelige fiasko betyder, at der aldrig kommer en ordentlig Bowie-film. 

    Der findes allerede en rigtig god film om David Bowie, nemlig Todd Haynes "Velvet Goldmine". Den kan varmt anbefales. :) 

    NightHawk29-10-20 14:36

  • ★★★★0

    Der findes allerede en rigtig god film om David Bowie, nemlig Todd Haynes "Velvet Goldmine". Den kan varmt anbefales. :) 

    Nå ja. Den har jeg faktisk aldrig fået set. 

    Guldager29-10-20 14:40

  • ★★★★0

    Nå ja. Den har jeg faktisk aldrig fået set. 

    De bruger godt nok ikke hverken David Bowie eller Iggy Pops navne i filmen, men det er meget tydeligt, at det er de to ikoner som hhv. Jonathan Rhys-Meyers og Ewan McGregor skal forestille at være. Hele skildringen af glam-rock og punk miljøet er også rigtig godt lavet. Det er en super fed film og også min yndlings-film af Todd Haynes. :) 

    NightHawk29-10-20 14:49

  • ★★★★0

    Svært at se logikken ved en af de mest ikoniske musikere, uden musikken. Resten skal da godt nok være godt så. Men lyder også problematisk at boet har forkastet ideen.

    Wayne29-10-20 15:29

  • 1

    En film om Bowie uden Bowies musik?

    Ja, og Nighthawk har længere oppe lige nævnt navnet på den :)

    Michael Andersen29-10-20 15:51

  • 0

    Findes det ikke et par eksempler på biopic's, som ikke har haft rettighederne til original musikken? 

    Det var skandaløst at Hendrixs biopic ikke havde!! Men imo fungerede det ok for "Backbeat", men det er nok undtagelsen som bekræfter reglen! 

    Dangerdog 29-10-20 16:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen