Trailer: "The Continental": Første actionfyldte trailer til "John Wick"-prequel

Mel Gibson spiller skurken i den kommende miniserie, som foregår, før John Wick blev den ultimative lejemorder.

Det er vildt at tænke på, at det ikke engang er 10 år siden, at "John Wick"-franchisen blev kickstartet med en relativt lille thriller om en tidligere lejemorder, der går amok, efter at nogen myrder hans hundehvalp.

I dag er det blot få måneder siden, at vi fik den fjerde "John Wick"-film med Keanu Reeves i titelrollen, og i 2024 får vi en spin-off i form af "Ballerina" med Ana de Armas, mens tv-miniserien "The Continental" udkommer her til efteråret.

Og vi har netop fået den første trailer til sidstnævnte, som kan ses herunder.

Læs også: Ana de Armas lægger actiongenren på hylden efter "John Wick"-spin-off

"The Continental" foregår i 1970'ernes New York og følger en ung Winston Scott – en af Wicks tætteste allierede i "John Wick"-filmene, hvor den retskafne og karismatiske skytte blev spillet af Ian McShane.

Serien består af tre afsnit og fortæller om, hvordan Winston endte med at blive bestyrer af det hotel, som serien er opkaldt efter, og som er et form for helle for Wick og andre lejemordere. Undervejs tørner Winston og hans venner sammen med alskens skydeglade skurke – herunder Mel Gibsons gangsterboss, som har Winstons bror i sigtekornet.

Winston spilles af Colin Woodell ("Ambulance"), mens serien produceres af bl.a. franchisens ophavsmænd: instruktørerne Chad Stahelski og David Leitch samt manuskriptforfatteren Derek Kolstad.

Første afsnit af "The Continental" udkommer på den amerikanske streamingtjeneste Peacock den 22. september, mens det p.t. er uvist, hvor serien kan ses herhjemme. Traileren kan under alle omstændigheder ses her:

Kommentarer

"The Continental": Første actionfyldte trailer til "John Wick"-prequel

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen