Anmeldelse: Beckett (Netflix)
"Beckett" er endnu en metervare fra Netflix, som vi efterhånden kender det bedst.
Som det så ofte er blevet beskrevet på denne spalteplads, er kvaliteten af Netflix' egne produktioner meget blandede. Det vides aldrig, om oplevelsen bliver ligesom den fremragende "The Irishman" – et vaskeægte prestigeprojekt. Eller bliver det som den middelmådige "Project Power" eller den direkte forfærdelige "Thunder Force" fra tidligere i år? Det vides sjældent på forhånd, men det stopper ikke den amerikanske streaminggigant fra at skabe flere film og spytte film ud, der på papiret ser spændende ud. Seneste skud på stammen er dermed "Beckett", hvor resultatet er som frygtet – en middelmådig affære.
Kæresteparret Beckett (John David Washington) og April (Alicia Vikander) er på ferie i Grækenland. Men da parret er ude på en længere køretur, falder Beckett i søvn bag rattet. Det resulterer i et tragisk biluheld, der tager livet af April. Beckett sørger over hende og føler sig skyldig over at være årsagen til ulykken. Men midt i sin sorg bliver han pludselig beskudt af en kvinde og politimand, der derefter jagter Beckett med dødelige intentioner. Dette efterlader manden med en sidste mulighed: At søge tilflugt hos den amerikanske ambassade og opklare, hvorfor nogen er efter ham.
På papiret har "Beckett" meget på hjerte. Sorg og skyldfølelse krydret med paranoia og politiske konspirationer. Interessante idéer, der desværre sjældent får lov at komme til udtryk. Bortset fra tre scener får titelkarakteren Beckett sjældent lov til at udtrykke sin sorg. Nogle gange bider han mærke i ting, der minder ham om den afdøde kæreste, men selv der er han kun distraheret i et par sekunder. Det er især ærgerligt, da disse tre scener ellers beviser, hvorfor John David Washington er eftertragtet, da han leverer flot skuespil, der derved gør, at Beckett er nem at heppe på – ligesom han beviste som den selvoptagede, men sympatiske Malcolm i Netflix' "Malcolm & Marie".
Paranoia og politik kunne have skabt en rigtig fed 1970'er-inspireret thriller, men elementerne ender med at kvæle hinanden, fordi de ikke håndteres ordentligt. Paranoiaen sætter aldrig ind, da filmen tydeligt indikerer, hvornår publikum skal være opmærksomme eller slappe af. Konspirationen er heller ikke spændende, da forklaringen på Becketts omstændigheder forekommer antiklimatisk. Generelt er der sørget for en tynd handling, hvor skaberne har set sig tilfredse med hurtige forklaringer uden nærmere eftertanke eller effekt.
Hvilket er ærgerligt, da "Beckett" bestemt har gode kvaliteter. Hovedpersonen er ikke en toptrænet dræbermaskine, men et menneske, der må improvisere, bliver udmattet og påtager sig skader – hvilket klimakset desværre forråder med et par overdrevne sekvenser, men det virker, så længe det varer. Udover Washington leverer resten af castet gode præstationer. Sayombhu Mukdeeproms fotografi er flot, hvor han både leverer pæne billeder og holder tingene nede på jorden og (for det meste) realistiske. Dertil et effektivt soundtrack på vegne af den legendariske komponist Ryuichi Sakamoto. Disse elementer skaber enkelte gode øjeblikke, men de er desværre ikke nok til at redde denne metervare.
"Beckett" har de rigtige idéer, skuespillere, flotte billeder og et effektivt soundtrack. Men disse elementer bliver svigtet af en tynd handling, der ikke giver nok plads til følelser, paranoia og konspirationer. Dette er endnu en frustrerende Netflix-film, for idéerne til en god film er bestemt til stede. Men ligesom eksempelvis "Project Power" og alt, hvad der går i glemslen fra kataloget, kommer der intet ud af de gode idéer, og publikum må atter tage til takke med en metervare.