Guillermo del Toro er en spraglet filmtroldmand. Han rummer både stor popcorn-ramasjang som "Pacific Rim" og mere kunstneriske, dybtfølte værker som "Pans labyrint". Det var med bævrende forventninger om, at mexicaneren havde vendt stærkt tilbage til sidstnævnte kategori (som er den, han i virkeligheden mestrer), at jeg satte mig i biografsædet. Det er han. Næsten. For selvom "Crimson Peak" ligner en lækker gyser-delikatesse, viser det sig efterhånden at være en noget fersk oplevelse.
Rigmandsdatter og spirende forfatterinde Edith Cushing (Mia Wasikowska) er en eftertragtet ungmø her i starten af 1900-tallets New York. Hun forelsker sig i Sir Thomas Sharpe (Tom Hiddleston), en britisk forretningsmand i lerudvinding, der ser talentet i hendes spøgelseshistorier. Efter en forfærdelig tragedie flytter det nygifte par til Sharpes faldefærdige gods, Allerdale Hall, på toppen af Crimson Peak i Englands intethed. Men pludselig begynder der at ske mystiske ting, mens Thomas og hans søster, Lucille (Jessica Chastain), synes at gemme på dystre hemmeligheder.
Bøh! Blev du forskrækket? Nej. Det gjorde jeg heller ikke af "Crimson Peak". Effektive gys er ikke lig med en parade af billige chok, og det ved del Toro. Desværre leverer han heller ikke sveddryppende ubehag, som genren ellers lover. Historien er omtrent lige så forudsigelig som en Disney-fantasi. Når der på intet tidspunkt hersker tvivl om, hvor historien er på vej hen, er det svært at blive rigtig grebet. Derfor lever filmen også højt på den visuelle billedmagi, Guillermo del Toro fremtryller. For med "Crimson Peak" beviser han atter sit talent for detaljerede, gotiske fabeluniverser, der på samme tid tiltrækker og frastøder.
Allerdale Hall – der helt unikt er bygget som en fuldkommen praktisk kulisse – bliver hjertet i en stor levende organisme. Lyden af de rumlende vandrør, de knagende trægulve og den blodrøde ler fra jorden, der siver ud af hver en sprække som et uhelbredeligt åbent sår, er fryd for øregangene. Ja, som tilskuer mærker man det nærmest på egen krop, hvordan det er at gå gennem rædslernes hurlumhejhus. Desværre virker det, som om at instruktøren bliver for opslugt af sine egne visuelle idéer. Som da Edith formålsløst rører rundt i et stort kar med flydende ler til ingen verdens nytte – men det ser jo godt ud, så hvorfor ikke?
"Crimson Peak" befinder sig ikke overraskende i grænselandet mellem fantasi og virkelighed, drøm og mareridt. Men i stedet for at behandle store, vigtige spørgsmål subtilt og antydningsvist som i "Pans labyrint", udpensles banale pointer om kærlighed, tab og skyld via endeløse metaforer og symboler. Det bringer ikke dybere forståelse for fortællingen. De påpeger blot elefanten i rummet.
Er "Crimson Peak" så alligevel værd at se? Ja. Det kræver sine skuespillere at gøre det gammeldags sprog mundret og uforstilt, men det formår trekløveret. Særligt Chastain stjæler billedet, trods hendes spinkle skikkelse nærmest går i ét med det falmende tapet. Dertil er Guillermo del Toro altså stadig garant for en stærk visuel og lydlig filmoplevelse. Det er bare ærgerligt, at smagen ikke lever op til det lovende ydre.
0Øv! tror jeg nok! Havde ellers store forventninger til Crimson Peak. Skal ind og se den i aften.
Vi troede, at vi gik all in til en rigtig gyser aften, hvor vi starter med et besøg i Dystopias Haunted House i Vejle efterfulgt af lidt gys og gru i biffen. Nu må vi se, hvad der bliver mest skræmmende?
0Ja, øv... havde ligesom anmelderen håbet på en ny Pans labyrint eller Cronos. Det må blive næste gang, amigo!
★0Jeg håber, at jeg er meget uenig, når jeg får set filmen, men traileren og argumenterne i denne anmeldelse vækker godt nok ikke de store forventninger om, at det vil være tilfældet.
1Er desværre enig med anmelderen :-(
Crimson Peak er drøn forudsigelig, alt andet end uhyggelig og til tider lettere langtrukken.
De to lyspunkter er filmens visuelle side og Jessica Chastain.
3/6
★★★★★0Lyder til GDT heller ikke selv ser den som horror men...