Podcast: Episode #52 - Fra værst til bedst: Fredag den 13. (m. Bjørn Kjærgaard)

I anledning af fredagens gyselige mærkedag rangerer Moovy Podcast alle "Fredag den 13."-filmene med maskeklædte Jason Voorhees i centrum.

Foruden et Øst for Paradis-kalenderafsnit har Moovy Podcast fejret gysergenren, der blandt mange filmnørder kommer i fokus, når måneden hedder oktober.

Der er blevet anbefalet klamme gyserfilm, der kan få selv den mest garvede splatterfan til at kigge væk. Og på denne fredag den 13. er der ingen vej udenom: Værterne Joachim Jelle og Mikkel Abel rangerer alle tolv "Fredag den 13."-filmene.

Det gør de to værter med hjælp fra gysernørd og stand-up-komiker Bjørn Kjærgaard, der bl.a. har podcasten Gysergutterne. Bjørn er nemlig også erklæret fan af "Fredag den 13."-franchisen med en livslang interesse i de mange mord, Jason Voorhees har begået i filmene.

HØR OGSÅ: FEM TIL FREDAG #29 - 5 KLAMME GYSERFILM DU SKAL SE!

Sammen har de tre værter rangeret de i alt tolv "Fredag den 13."-film, hvori Jason Voorhees har slagtet uskyldige teenager nær Camp Crystal Lake i godt 30 år – siden originalen så dagens lys i 1980.

Det giver anledning til kontroversielle valg. Er "Jason Goes to Hell" den absolutte bundskraber? Og er ottende kapitel, "Jason Takes Manhattan", måske slet ikke så dårlig som sit rygte? 

Overraskelser dukker op, når der argumenteres for, at mere oversete kapitler måske hører til toppen af stakken, mens andre skuffer – dét skulle da lige være de tarvelige 3D-effekter i tredje kapitel!

Der bliver også redegjort for franchisens skabende kræfter, når et rettighedshelvede opstår mellem skabende profiler som Sean S. Cunningham og Victor Miller. Og i diskussionsrunden går det ikke stille for sig – er Jason Voorhees en kedelig skurk? Kan han måle sig med ikoner som Michael Myers og Freddy Kruger?

Lyt med og bliv meget klogere på en af de helt store gyserfranchise. 

Vi lyttes ved!

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.

Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.

Kommentarer

Episode #52 - Fra værst til bedst: Fredag den 13. (m. Bjørn Kjærgaard)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen