Anmeldelse: Ex Machina

Hvad gør et menneske til et menneske? Det spørgsmål har plaget og forundret menneskeheden siden tidernes morgen. Hvad vil det sige at leve, og med hvilken ret tillader vi at agere Gud og gøre os til herrer over andre, selvstændigt tænkende skabninger? Med film som "Metropolis" over de talrige "Frankenstein"-film til "Rumrejsen år 2001" og "Blade Runner" har science fiction-genren kastet lys over disse dybt eksistentielle spørgsmål. Ud fra samme tematik slutter Alex Garland sig til det fornemme selskab med "Ex Machina", der er Månedens film i Cinemateket og Oscar-nomineret for bedste originale manuskript samt bedste visuelle effekter.

Den unge programmør Caleb (Domhnall Gleeson) arbejder hos verdens største internetfirma. En dag får han mulighed for en uges eksklusivt samvær med firmaets tilbagetrukne direktør, Nathan Bateman (Oscar Isaac), der har base i bjergene på en afsides ø. I al hemmelighed har Nathan skabt Ava (Alicia Vikander), en kvindelig robot med kunstig intelligens, som Caleb får til opgave at teste via samtaler. Under opholdet viser det sig dog hurtigt, at alt ikke er som først antaget.

"Ex Machina" udspringer af samme tankesæt som førnævnte genredefinerende mastodonter. Kan du din science fiction til fingerspidserne, vil du vide, at det ikke er uden konsekvenser, når mennesket tilraner sig Guds skaberkraft. Man kunne derfor nemt frygte, at Alex Garlands debutfilm kun indeholdt sci fi-ingredienser, vi har smagt utallige gange før. Det er imidlertid ikke tilfældet. Snarere bruges tidligere film om kunstig intelligens til at lege med vores forventninger på uhyre effektiv vis.

Ligesom Spike Jonzes melankolske fremtidsvision "Hende" kredser "Ex Machina" om menneskets passionerede forhold til teknologi. Caleb tiltrækkes af Ava, der med sit virkelighedstro, smukke ansigt forekommer lige dele mekanisk og menneskelig, dragende og utilregnelig. I løbet af opholdet rammes den klaustrofobiske villa af gentagne strømsvigt, hvilket får overvågningskameraerne til at gå offline. Når det sker, begynder Ava at tale sandt - eller gør hun? Således tages der hul på den ulmende paranoia mellem mennesker og maskiner, for hvem er egentlig til at stole på?

"Ex Machina" starter i et dvælende, filosoferende grundtempo, men pludselig skifter tonen til åndeløs suspense - og dernæst tilbage igen. Filmen er ej heller mere alvorlig end til at drysse om sig med komiske glimt, der suverænt understreger absurditeten i Nathans eksperiment. Et kapitel for sig er filmens atmosfæriske audiovisuelle stil, der vækker minder om mesterinstruktøren Stanley Kubricks førnævnte "Rumrejsen år 2001". Kontrasten mellem villaens lydtomme, kliniske rum overfor naturens uberørte skønhed understøtter smukt tematikken om det naturligt opståede kontra det menneskeskabte.

Det sammensatte geni Nathan råder på et tidspunkt den usikre Caleb til at lytte mere til sine instinkter og fornemmelser fremfor altid at tænke rationelt. Det princip kan "Ex Machina" siges at følge. Uden det store budget har Alex Garland skabt en sjælden science fiction-film, som ikke alene taler til vores hjerne, men også vores sind og sanser. En film, der langsomt, men sikkert sniger sig ind under huden.