Jeg havde ellers glædet mig til at se filmen. Ærgerligt at det er en glansbillede af hendes liv. Fremtidige biografi film kunne lærer noget af filmen ELVIS, den var til gengæld super fed.
Anmeldelse: I Wanna Dance With Somebody
Whitney Houston-film er et utroværdigt helgenbillede af den afdøde superstjerne.
At dreje en god biografisk film kan være en kunst i sig selv. Eksempelvis kan man gå den klassiske vej og fortælle kronologisk om kunstnerens op- og nedture. Eller måske rejse ind i kunstnerens psyke og give et indblik i, hvordan han eller hun oplever berømmelsens positive og negative sider. Historien om Whitney Houston er fuld af kontroversielle øjeblikke, så der var lagt i mixeren til en interessant og stærk fortælling. Desværre er "I Wanna Dance With Somebody" endt som et glansbillede i stil med en Hallmark-film.
Whitney Elizabeth Huston vokser op med forældre, der hver har deres drømme, men aldrig er kommet videre. Whitney synger back-up for hendes mor i den lokale kirke og da hun en dag opdages af en kendt producer, Clive Davis, går det stærkt. Whitney bliver på kort tid én af de mest kendte mennesker på jorden og dén største stemme på den musikalske scene. Men berømmelsen har sin pris.
Whitney Houstons største hits som "How Will I Know", "I Wanna Dance With Somebody" og selvfølgelig Dolly Parton-coveret "I Will Always Love You" er klasseeksempler på, hvilken sangerinde Whitney var. Blød og glad popmusik, der ikke skader nogen og som bare vil gøre én glad. Det er der bestemt intet galt i. Hun blev dog kritiseret flere gange for, at hendes musik ikke var sort nok, men især i hendes senere karriere blev hun mere dyb og interessant. Whitneys biografi kunne have været et dyk ned i en kvindes kamp for at finde sig selv, men desværre berettes der en overfladisk og kedelig helgenberetning.
Filmen har utrolig travlt med at komme til det ene højde- eller lavpunkt efter det andet. Vi starter i 1983 og efter tyve minutter er pladekontrakten skrevet under. Vi lærer aldrig Whitneys hverdag at kende. Hendes forældre bliver aldrig mere end tomme skaller. Fakta var, at hendes forældre udnyttede sangerinden på det groveste, men det nævnes kun overfladisk. En anden person i Whitneys liv var Bobby Brown, som hun blev gift og fik børn med. Faktaen lød her på vold og masser af stoffer, men filmen tegner et karikeret billede af rapperen, hvor sandheden smides ud af vinduet.
Den tekniske side er habil nok, men generisk, og minder mere om en tv-film. Til trods for fine sceneoptrædener og sjove genskabelser af kendte musikvideoer. Men der bruges computereffekter, som virkelig ikke holder i længden og dermed forsvinder illusionen. Unge Naomi Ackie gør hvad hun kan i rollen som Huston. Desværre svigtes hun af manuskriptet. Hendes udvikling er utroværdig og scenerne som den ældre Whitney er mere ufrivilligt komiske end alvorlige. Altid habile Stanley Tucci gør det godt som Clive Davis, men igen svigtes han af manuskriptet. Hallmark-stemplet kunne have været skrevet tværs over filmen. Følelsesporno, uden at være det mindste troværdigt.
Whitney Houstons liv var fuld af øjeblikke, der kunne have været utrolig spændende stof til en stærk film. Desværre har instruktør Kasi Lemmons lavet én af de mest ligegyldige og kedelige bio-pics længe. Den fragmenterede stil er uinteressant i længden og som publikum involveres man aldrig i karaktererne. Skuespillerne gør ellers hvad de kan, men alt i alt ender "I Wanna Dance With Somebody" som et utroværdigt glansbillede af en personlighed, hvor sandhederne smides i skraldespanden for den lette underholdnings skyld.