Trailer: "Citadel": Roland Møller er skydeglad skurk i første trailer til Russo-brødrenes ambitiøse actionserie

Danskeren spiller over for bl.a. Richard Madden og Stanley Tucci i den store seriesatsning, som kickstarter en hel stribe spin-offs.

Det vrimler med garvede actionfolk både foran og bag kameraet på "Citadel" – Amazon Studios' kommende actionserie, som har kostet hele 1,3 milliarder kroner at producere.

Seriens hovedarkitekter er brødrene Anthony og Joe Russo, hvis kollektive CV prydes af titler som Marvel-filmene "Avengers: Endgame" og "Captain America: The Winter Soldier" samt Netflix-actionbraget "The Gray Man".

Husk i øvrigt at se Moovy TV's interview med Russo-brødrene fra sidste år, hvor vi bl.a. diskuterer d'herrers tanker om actiongenren som helhed:

Se også: Moovy TV: "The Gray Man"-interviews med Ryan Gosling og Co.!

I "Citadel" har Richard Madden ("Game of Thrones") og Priyanka Chopra Jonas ("Baywatch") hovedrollerne som to forhenværende superspioner for organisationen Citadel, som blev udslettet otte år før seriens start.

De to agenter har fået slettet deres respektive minder om deres tidligere spionarbejde, men pludselig begynder deres gamle personaer at dukke op til overfladen igen, og de hyres af deres tidligere chef (Stanley Tucci) til at fuldføre en ny, gådefuld mission.

Vor egen Roland Møller spiller en agent i det kriminelle syndikat Manticore, som stod bag Citadels endeligt.

"Citadel" er tiltænkt som starten på et kæmpe serieunivers, der kommer til at bestå af spin-offs produceret over hele kloden, hvor vi følger heroiske agenter og magtliderlige slyngler i alskens lande. Lige nu bliver to "Citadel"-spin-offs skudt i hhv. Italien og Indien, og en 4. serie går snart i produktion i Mexico. Planen er, at karaktererne i de forskellige serier løbende mødes.

Skabelsen af "Citadel" er dog ikke gået totalt gnidningsfrit – makkerparret Josh Appelbaum og Andre Nemec var seriens hovedforfattere frem til slutningen af 2021, da de pludselig forlod serien, og en masse scener blev dernæst optaget om i 2022.

De to første afsnit af 1. sæson af "Citadel" (som består af seks episoder) lander på Prime Video den 28. april. Traileren kan ses her:

Kommentarer

"Citadel": Roland Møller er skydeglad skurk i første trailer til Russo-brødrenes ambitiøse actionserie

  • ★★★★★★0

    Jeg håber den er mindre poleret og overfladisk end traileren angiver. Men den får afgjort en chance.

    Wayne 7-03-23 22:50

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen