Anmeldelse: Supernova
De to stjerner og den vedkommende historie gør "Supernova" til en eksplosiv fusionsudladning.
En supernova er en stjerne, der eksploderer, når den har brugt sin beholdning af brændstof. Fra Jorden vil man kunne se et kraftigt lysglimt, når dette fænomen indtræffer. Når mennesket afgiver sine sidste kræfter og stiller træskoene, indtræffer en eksplosion i hjertet. Den britiske film "Supernova" giver et stille og rørende billede af, hvad man skal huske at bruge livet på, inden eksplosionen indtræffer, og livet brænder ud i hjertet og i sjælen.
Pianisten Sam (Colin Firth) og forfatteren Tusker (Stanley Tucci) har været et par i lang tid. De er på tur gennem det britiske højland for at besøge venner og familie. På vej derop udviser Tusker tegn på stærk demens, og deres forhold kommer på prøve under køreturen. Men kærligheden er stærk, og Sam ønsker kun at være der for sin elskede, selvom det indebærer vanskelige beslutninger.
Emnet demens er oppe at vende for tiden i filmens verden, senest med Anthony Hopkins' Oscar-vindende præstation i "The Father". At skildre den hårde sygdom, som mere påvirker omgangskredsen end offeret selv, skal gøres med sympati og ømhed. Ellers kan det blive for ubarmhjertigt at overvære. "Supernova" tager emnet op med masser af kærlighed og sentimentale scener. Kærligheden mellem to mænd har været et tabu, men det er blevet mere og mere accepteret. Om det er mellem en mand og en kvinde eller to mænd bør ikke betyde noget. Kærlighed er kærlighed. Filmen skildrer et forhold, der har budt på op- og nedture, men som altid er kommet ud på den anden side. Colin Firth, som har spillet homoseksuel før i Tom Fords debutfilm "A Single Man", leverer en underspillet og meget rørende præstation som pianisten, der brænder inde med mange ting, men holder dem tilbage af kærlighed til sin syge mand.
Stanley Tucci er sårbar og samtidig humoristisk. Nedgangen i demensens verden skildres roligt og sørgeligt, men Tucci leverer nogle let på tå-morsomme scener. De gør, at vi har et smil på læben flere gange, samtidig med at vi stadig er klar over, hvor karakterernes forhold er på vej hen. En rørende scene hos Tuskers familie veksler mellem humor og alvor, der vidner om imponerende præstationer af alle involverede.
Instruktør Harry MacQueen, som selv er skuespiller, har skrevet på manuskriptet i tre år. Han har selv haft demens inde på livet og ville skildre den hårde tid. Overgangen til filmmediet anvendes enormt visuelt ved det dvælende tempo. Køreturen er nærmest en symbolsk tur for Tuskers forværrende demens. Eneste anke er, at vi aldrig bliver i tvivl om, hvor vi ender, og dermed er der ikke så mange overraskelser på spil. Men det skal MacQueen ikke klandres for. Udgangen på demens efterlader ingen overraskelser.
"Supernova" er en smuk og rørende fortælling om to mænds kærlighed til hinanden og om, hvordan sygdom kan sætte en stopper for alt. Begge hovedroller er stærke og sårbare i deres spil, mens filmens tempo er langsomt, men historien holder én så fanget, at det er umuligt ikke at knibe en tåre eller to til sidst. De to stjerner og den vedkommende historie gør "Supernova" til en lille eksplosiv fusionsudladning, der bestemt er værd at opsøge.