Anmeldelse: Io Capitano

Manden bag "Gomorrah" skaber uforglemmelige og barske billeder i hjerteskærende historie om afrikanske flygtninge.

Efter premieren på "Gomorrah" i 2008 kunne den italienske instruktør, Matteo Garrone, praktisk talt gå på vandet. Med massiv hæder på alverdens filmfestivaler var Garrone sammen med kollegaen, Paolo Sorrentino, med til at starte en ny guldalder for italiensk film. Og specifikt med sin skildring af det napolitanske gangsterliv, hvor jakkesæt er skiftet ud med tracksuits, tommy guns skrottet til fordel for kalashnikovs, lignede Matteo Garrone en ny filmisk godfather. Italieneren har dog nægtet at lade sig definere som en gangster-genrefyr. Tættest var den hårdtslående "Dogman". Ellers er det blevet til mere eventyrlige inspirationer med "Tale of Tales" og en mere grum filmatisering af historien om Pinocchio. Nu er instruktøren tilbage med en ny film, der på fornem vis forener det eventyrlige med livets barske virkelighed.

I "Io Capitano" skal vores hovedpersoner på en lang rejse med eventyrlige destinationer i sigte. Vennerne Seydou og Moussa er trætte af deres fattige liv i Senegal, hvor der ikke er nogen værdig fremtid at glæde sig til. Så mon ikke lykken er at rejse til Europa, hvor muligheden for at blive fodboldstjerne og blive bejlet til af hvide kvinder, er den mest oplagte løsning? I nattens mørke stikker vennerne af fra deres familie med Italien som destination. Men med falske pas, lyssky typer og ubarmhjertige omgivelser bliver rejsen et eventyr med livet som indsats.

Jeg troede, at jeg skulle til at se en sjov og hjertevarm film af Matteo Garrone. Ikke ligefrem de positive adjektiver, der normalvis forbindes med filmmageren, der har ydmyget verdens mest splejsede hundefrisør i "Dogman" eller afromantiseret gangsterdrømmen i "Gomorrah". Men da vi møder Seydou og Moussa i Senegal er det højt humør og naive drømme, der inviterer til et liv i sus og dus. Og som rejsen mod støvlelandet starter, går det da også lige ud af landevejen, når vennerne bruger deres hårdt tjente penge på illegale pas og remedier, der kan gøre turen gennem Afrika lettere.

Turen bliver dog alt andet end let. Menneskets grådige ondskab viser sig hurtigt, som rejsen går fra Senegal og Niger til Libyen. Især når den altomsluttende ørken på vejen fortærer flygtninge. Både naturen og kriminelle typer, der udnytter desperate mennesker, smadrer fuldstændig det barnagtige sind Seydou og Moussa rejser ud med. Her bliver mus til mænd i jagten på drømme, der synes umulige at realisere – før de overhovedet søsættes. 

Matteo Garrone antyder en overraskende magisk realisme i starten af filmen, hvor blandt andet en kvinde flyver gennem ørken og fortidens skikkelser besøger Seydou i drømme. Men virkeligheden er alt andet end magisk. Tværtimod virker det til, at Garrone antyder en snert af magi og letkøbt eskapisme, fordi han ved hvilken traumatiserende rejse de to flygtende venner skal ud på. "Io Capitano" udvikler sig til en yderst barsk omgang med torturscener, splittelse og knuste drømme. Alt hængt op på umenneskelig adfærd og en verden ude af balance. Ikke ulig hvad vi så i den danske "Flugt".

Seydou og Moussa er nødt til at blive kaptajner i deres eget liv, hvis drømmene om en bedre tilværelse nogensinde skal realiseres. Drømme, der allerede synes dødsdømt i en verden af fattigdom og urimelige vilkår. Teten om at tage styringen i eget liv bliver tydeligt eksemplificeret i filmens tredje akt, hvor en adrenalinpumpende sejltur understreger kernen i "Io Capitano". Matteo Garrones sans for eventyret forenes nådeløst med virkelighedens grumme ansigt, hvor man har lov at drømme. Men ikke nødvendigvis slippe afsted med det.

"Io Capitano" har dansk biografpremiere 29. februar.