Anmeldelse: En boghandel i Paris

Sødt kærlighedsdrama er for bogorme med sans for det teatralske.

Det introverte og ekstroverte er modsætninger dømt til sammenstød, og hvad på overfladen er større modsætninger end indadvendt litteratur og frembrusende teater? Også selvom, de to former har det med at vikle sig ind i hinanden. "En boghandel i Paris" sammenfatter det eftertænksomme og teatralske i både sød og uskøn forening, der aldrig rigtigt kommer videre i teksten på en ellers god idé, der heller ikke kommer ud over scenekanten som passionsprojekt.

Vincenzo (Sergio Castellitto), en ældre melankolsk italiener, har dedikeret sit liv til den lille charmerende boghandel i Paris, samt til sin hjemmeboende teenagedatter Albertine (Matilda De Angelis), der nogle år tidligere kom ud for en traumatiserende ulykke og derfor sidder i kørestol. Sollyset skinner fra himlen, da den excentriske Yolande (Bérénice Bejo) bogstaveligt talt vælter ind i hans liv og forretning. En smuk skuespillerinde, der sprudler af liv, lyst og humor. Hendes smittende livsenergi vækker noget hos Vincenzo, som han for længst troede hørte fortiden og bøgernes verden til.

Baggrunden for "En boghandel i Paris" er sympatisk. Sergio Castellitto, der spiller hovedpersonen og har instrueret filmen, var nær ven med nu afdøde Ettore Scola, som efterlod manuskriptet urealiseret. For at ære sin ven blev projektet til virkelighed. Scola var mest kendt for bittersød forvekslingskomik, såsom "En ganske særlig dag", og dén tråd følges der op på i Castellittos filmatisering. Når Vincenzo undervejs i filmen tørt siger, at litteratur gør os evige, mens aktualitet dræber os, rammes sømmet på hovedet af flere årsager.   

For "En boghandel i Paris" kommer ikke heldigt ud af starthuller. Persongalleriet føles skift, Vincenzo er umulig at få en fornemmelse af, Albertine er tavs på alle niveauer og Yolande er i bedste fald øretæveindbydende teatralsk. Det udadtil aparte miljø omkring boghandlens dagligdag presser charme ud, som var det den billige remoulade fra Aldi udover røde pølser. Letkøbte kalorier, man mere straffer sig selv med end nyder. Pointen er naturligvis, at personskildringerne er sat på spidsen og vi senere kommer under huden på de skæve eksistenser i dramatisk farverige eksplosioner over Seinen, så ikke et øje er tørt. Dét sker ikke. Følelserne kommer aldrig ud på tøjet.  

Alligevel ærer Sergio Castellitto sin ven Ettore Scola på anden vis. Titlen "En boghandel i Paris" indbyder naturligvis til referencer og temaer knyttet til litteraturens verden, og hér viser det posthumt samarbejde mellem Castellitto og Scola glimtvis genistreger fra det hinsides. Mellem citaterne fra Schopenhauer og Hemingway formes personernes udvikling og især er filmen opbygget som en slags fortolkning af Dostojevskijs ungdoms-kærlighedsnovelle, "Hvide nætter". Som meta-fortolkning er det et spændende greb. Men har man ikke læst de bøger og forfattere, som Vincenzo svælger i, ender rundturen i boghandels indspiste verden ikke særligt servicemindet.

"En boghandel i Paris" er lige dele litterær, eksistentielt drama og teatralsk forvekslingskomik. I sig selv en spændende præmis, men Sergio Castellitto falder mere ned mellem de to stole end mageligt sætter sig til rette. Hymnen til Ettore Scola, der døde i 2016, er en god film – men ikke for alle. Og allermest en film til bogorme.