Anmeldelse: Love Life
"Love Life" er et potent drama om sorg og skyld, der som japansk tragedie lader sig inspirere af andre store asiatiske mestre.
Asiatiske film er en mangelvare i danske biografer. Trods flere premierefilm end nogensinde finder de færreste asiatiske film vej til det danske lærred. I år har det kun været "Regnen skyller alt bort" og "The First Slam Dunk", som eneste muligheder. Så dét er med at slå til, når chancen byder sig. I en verden, hvor Bong Jong-hos "Parasite" skabte historie ved at rage samtlige filmpriser til sig, kan det være svært at forestille sig at publikummet mangler. Og med titler som "Burning", "Shoplifters" og "The Handmaiden", der konsekvent fremhæves som nogle af århundredets bedste film, forstås det næppe, at asiatiske film forbigås så groft. Men er niveauet ikke til mere, med mindre der står Park Chan-wook eller Kore-eda som afsender? Det kan den aktuelle japanske "Love Life" muligvis besvare.
"Love Life" er instrueret af Kôji Fukada og omhandler en lille familie på tre. Taeko og hendes mand, Jiro, er ved at forberede det sidste til sønnen Keitas fødselsdag. Det ulmer dog i luften, da gæsterne ankommer. Svigerforældrene har aldrig accepteret Teako og Jiros ægteskab. Ej heller det uægte barnebarn, som stammer fra Taekos tidligere forhold. Og blandt vennerne er der hengemte følelser og skeletter i skabet. En tragisk ulykke under fødselsdagen får rusket op i familien og vennernes sammenhold. Og alt i Taekos verden vendes op og ned, da eksmanden også vender tilbage i hendes liv.
Kender du ikke Kôji Fukada, er du undskyldt. Men med Kiyoshi Kurosawa som mentor, har Fukada alligevel formået at skabe sig et navn på verdens filmfestivaler. Det kulminerede i 2016, hvor instruktøren vandt juryprisen i Cannes med den hårdtslående "Harmonium" og nu med "Love Life", som var nomineret til Guldløven i Venedig. Som har fundet vej til de danske biografer! Så kan det jo spørges, hvilken bedrift af de to, der er størst.
Ved første øjekast ligner Fukada en naturlig arvtager til publikumsfavoritten, Hirokazu Kore-eda. På samme måde, blander de et poetisk sprog med socialrealistiske problemstillinger, hvor den underliggende tragedie altid truer. Men Kôji Fukada er også sin egen. Hvor Kore-eda har gjort det til sit speciale at slå seerens hjerte itu til sidst, når publikum er kommet aller tættest på sine karakterer, så indleder "Love Life" med tragedien. Eller, det gør filmen, efter vi lige nøjagtigt er kommet ind under huden på de mennesker, hvis liv ovenpå ulykken, vi nu skal følge resten af spilletiden. Stikken i hjertekulen bliver dermed en selvfølge, når uskyldig barneleg forvandles til ændret livskurs i et splitsekunds uopmærksomhed. Herfra bliver fortællingen et dyk ned i sorg, tab og fortvivlelse om fremtiden.
"Love Life" er på mange måder en film, der vækker genkendelse. I hvert fald hvis navne som netop Hirokazu Kore-eda, eller Hong Sang-soo, aktiverer hukommelsen. På samme måde er Kôji Fukada en stille filmmager, der lader især det usagte underbygge sine karakterers følelser. Det eksemplificeres yderligere, da Taekos eksmand vender tilbage i hendes liv. Som en stum mand med aggressive tendenser, er der pludselig ikke langt fra Kim Ki-duks poetiske, ordløse univers.
Kôji Fukadas seneste værk er ikke slagkraftigt nok til at være den asiatiske milepæl, der ændrer kursen for østlige film i danske biografer. Mindre kan også gøre det. "Love Life" er en lille, smuk fortælling om menneskets mange konflikterende følelser, når kærlighed og tragedie støder sammen. Nok minder sproget om det, vi kender fra andre, bedre sydasiatiske instruktører med hang til poetisk drama. Men film som "Love Life" på det store lærred fortjener vi flere af.
"Love Life" har dansk biografpremiere 28. september.