Anmeldelse: Monster

"Monster" er måske ikke et mesterværk, men endnu en mesters værk af japansk mesterinstruktør.

Da Akira Kurosawa fik sit store gennembrud i Vesten med "Rashomon – dæmonernes port" i 1950, satte han ikke alene japansk film på verdenskortet. På dynamisk vis, iscenesatte mesterinstruktøren – måske den allerstørste og mest betydningsfulde instruktør i filmhistorien – løgnens anatomi. Hvordan flere sider af samme sag og motiverne bag kan forvaske sandhedens kerne. Og ikke mindst, hvordan perspektiver kan kaste helt nyt lys over hændelser, der ellers allerede var fæstnet dom over. Fra en mester til en anden. Når en nulevende instruktør som Hirokazu Kore-eda kaster sig over hvad sandhed er, dog i nutidige rammer, fremstilles mobning og udskamning nuanceret og tankevækkende. 

Over tre kapitler kastes tre blikke på en hændelse, med hver deres meget anderledes fortolkning. Skolelæreren Hori (Eita Nagayama) beskyldes for at have slået eleven Minato (Soya Kurokawa) – hvilket benægtes fra skolens side. Minatos mor, Saori (Sakura Ando), tager kampen op og så ruller lavinen ellers. Opdelt efter hver aktørs udlægning belyses fortællingen, der viser sig at være helt forskellig fra person til person. Fra monster til monster.

Hirokazu Kore-eda er ikke kun én af de mest anerkendte og prisbelønnede asiatiske instruktører, men også én af de mest produktive. Trods den overvældende strøm af film fra den japanske filmskaber, med nyklassikere som "Det tredje mord", "Shoplifters", "Regnen skyller alt bort" holdes niveauet på et forbløffende højt niveau. "Monster" skriver sig ind i Kore-edas imponerende kvalitetsrus, der også denne gang imponerer en intelligent og lavmælt fortælling.

Fordi det er tre fortællinger i én, taget ét kapitel ad gangen, formes hver enkel udgave af de fortællinger subjektivt ud fra henholdsvis Saori, Hori og Minato. Vi forurettes af en mors syn på sagen, hvor Hori og resten af lærerkollegaerne ses som uforskammet. Skoleungerne og Saori er små uforstående bæster i Horis øjne. Minatos barnagtige verden møder de voksnes komplekse konflikter, uden at de rigtigt forstår hvorfor, at knægten reagerer, som han gør. 

Hirokazu Kore-eda indfanger fornemt de stilfærdige sammenstød, som nu engang gør mennesker til mennesker. 360 graders-omdrejningspunktet og indblikket på eksistenser og fortolkningers i sig selv abstrakte natur er et mesterligt optegnet helikopterperspektiv af generationer, fordomme og misforståelser. Og dette fortalt med en mesters rolige, men varme, strøg. I bedste japanske stil skiftes der ublu mellem rørende og drømmende drama, rå socialrealisme og akavet absurdkomik. Legende let og alligevel indtagende, formet af Ryuichi Sakamotos stemningsfulde underlægningsmusik, der blev maestroens allersidste.Modsat andre af Hirokazu Kore-edas film, har han denne gang ikke selv skrevet manuskript. Yûji Sakamotos manus er nær perfekt skåret, hvilket man fornemmer, Kore-eda stille har accepteret og i stedet fokuseret på fremragende instruktion, der litterært åbner persongalleriet op i en type af antydningernes kunst, der diskret antydes mellem linjerne i gode bøger.

"Monster" er måske ikke et mesterværk, men endnu en mesters værk af Hirokazu Kore-eda, der igen understreger, at han er blandt verdens allerbedste filmskabere i portrætter af menneskets mangefacetterede natur og psykologi.

"Monster" har dansk biografpremiere 14. december.