Anmeldelse: Regnen skyller alt bort

Mesterinstruktør Hirokazu Koreedas seneste film er endnu et solstrejf fra en skyfuld himmel.

Få nationer har haft en sådan indvirkning på det lavmælte filmiske drama som Japan. Med en særdeles stolt tradition i lige linje fra mesterinstruktør Yasujiro Ozu, der stod bag to af filmhistoriens allerstørste film i "Tokyo Story" og "Late Spring", har særligt én anden japansk mesterinstruktør videreført den særligt underspillede stil. Hirokazu Koreeda, der gjorde sig bemærket med "Søstre", "Det tredje mord" og især Guldpalme-vinderen "Shoplifters", har modsat sit forbillede også begået sig udenfor sit hjemlands grænser. Først med franske "Sandheden", der havde prominente internationale navne som Catherine Deneuve, Juliette Binoche og Ethan Hawke på rollelisten, og nu med sydkoreanske "Regnen skyller alt bort", hvor den anden levende legende, Song Kang-ho fra blandt andet "Parasite" og "Oldboy", indtager hovedrollen.

Vi følger to venner. Sang-hyeon (Kang-ho), som driver et renseri og konstant er i gæld, og Dong-soo (Gang Dong-won), der arbejder for en kirke, udstyret med et slags rum med en luge ud til gaden, hvor babyer anonymt kan efterlades. De to mænd har fundet en fidus. De sletter sporene fra videoovervågningskameraerne, stjæler børnene og sælger dem på det sorte adoptionsmarked. Det er naturligvis dømt til at gå galt. Da én af mødrene, So-young (K-pop-stjernen Lee Ji-eun), opdager den bizarre bibeskæftigelse, beslutter hun sig i stedet for at hjælpe med at finde de rette forældre til hendes søn. Dette samtidig med at politiet overvåger den umage gruppe, for at fange dem på fersk gerning.

Som i andre af Hirokazu Koreedas dramaer kaster "Regnen skyller alt bort" et humanistisk blik på skæve eksistenser og dem, der befinder sig på den sociale rangstiges laveste trin. Der er alt muligt grund til at fordømme trekløverets absurde handlinger. Alligevel belyses persongalleriets motivationer og baggrunde, når selv de mest usympatiske personer indgår i en sympatisk synergi og udfordrer ens egen forståelse af etik og moral. 

Menneskers forunderligt komplekse psykologi kan Hirokazu Koreeda nuancere som ingen anden filmskaber. Stilfærdigt puster den 60-årige instruktør liv i sit persongalleri, når barske omstændigheder møder de tilfældigheder, som kan vende bøtten. Dette i et genre-mash up et sted mellem krimi, socialrealisme og forvekslingskomik holdt sammen af omsluttende lune. 

For til trods for, at Kore-eda gør en dyd ud af at sænke tempoet til at være langsommeligt, sker der mellem linjerne en hel del. Balancegangen mellem det dvælende og handlinger der vitterligt har store konsekvenser for vores hovedpersoner, skaber et særligt rum. Ét, hvor man læner sig tilbage i sædet. Svøbt ind i forforståelse af, at tilværelsen på bunden ikke er ulidelig lethed. Og alligevel skylles dén væk på et øjeblik, når lyset bryder igennem revnen på en skyfuld himmel og indgyder en forståelse af, at håb er et eksistensgrundlag for alle mennesker. Dén følelse rammer også publikum. Ikke med et sjask, men i skvulp. Sejlende i meditativ vuggende rytme mod eftertænksomhedens havn, der afvæbner fordomme. Om mødre, som efterlader deres børn, og kriminelle, der kunne finde på at forbyde sig med normernes kodeks. Måske er ingen af dem så skruppelløse, som vi helst vil have at dem på kanten af samfundet skal være.   

"Regnen skyller alt bort" er endnu et pletskud fra Hirokazu Koreeda. Den yderst produktive japanske mesterinstruktør sætter endnu engang humanistisk fokus på de skæve eksistenser, der nok er nemt at fordømme, men endnu sværere ikke at holde af og spejle sig i.

Regnen skyller alt bort