Anmeldelse: Love & Mercy (Blu-ray)

Det er praktisk talt umuligt ikke at blive glad i låget af The Beach Boys' melodiske musik. Ja, så snart bare ordene Beach Boys rammer øregangene, slippes en hær af endorfiner løs, smilebåndene dirrer, og fødderne tripper i takt, alt imens den indre lystavle prydes af turkisblå vande og solbadende surfere. Men som Bill Pohlands "Love & Mercy" eftertrykkeligt slår fast, var der et klart misforhold mellem gruppens harmoniske skønsang og den triste melankoli, der prægede Brian Wilsons tilværelse. Brian var vel at mærke The Beach Boys' kreative dynamo, og han er omdrejningspunktet i Pohlands superbe, autentiske drama.

Filmen starter i 60'erne, hvor Brian og Co. får millioner til at synge med på pragtfulde popnumre som "Good Vibrations" og "Surfin' USA". Men Brian er træt af at lave enkle, velklingende ørehængere. ”Jeg kan ikke bare skrive om sommer, sjov og biler,” skråler han til de fire andre (heriblandt brødrene Carl og Dennis), ”der er meget mere inden i mig!” Så mens resten er på turné, er Brian i fuld gang i lydstudiet, hvor han indspiller og sammenvæver talløse lyde og instrumenter – blæsere, strygere, cykelklokker, Cola-dåser og sågar gøende hunde(!). ”Kan vi få en hest herind?” spørger Brian. Han mener det. Brians tøjlesløse kreativitet munder ud i "Pet Sounds": et album, der i dag retfærdigvis anses som en af popmusikkens største milepæle.

Men Brians enorme ambitioner har store konsekvenser, indser vi tidligt, da filmen springer frem til 80'erne, hvor han nu er kraftigt medicineret og konstant overvåges af stjerneterapeuten Eugene Landy. Stress, stoffer og hans fars verbale og fysiske tæsk har slidt Brian op. Gennem resten af filmen veksles der mellem disse to perioder i musikerens liv, og det er simpelthen en narrativ genistreg, idet vi således både serveres for Brians første skridt mod den mentale afgrund og hans kamp for at kravle op fra den. Hver sektion måtte dog gerne have været små ti minutter længere og et par procent mere dybdeborende...

Overgangene mellem de to perioder er sømløse (ofte hjulpet godt på vej af The Beach Boys' sange), og derfor accepterer man fluks, at Brian spilles af to skuespillere, som slet ikke ligner hinanden: 31-årige Paul Dano og 49-årige John Cusack. Enigmatiske kunstnere som Brian kan være svære at identificere sig med, fordi deres intellekt er så særegent. Men både Dano og Cusack får os lynhurtigt til at knytte os til Brian, idet de stilsikkert udgraver og udstiller det egentlige, sårbare menneske bag facaden, der – ligesom alle os andre – bare hungrer efter frihed og nærvær.

Vores indlevelse styrkes også af filmens forbløffende lyddesign. Ofte oplever vi, hvordan virkelighedens lyde overrumpler Brians sanseapparat – såsom under en festmiddag, hvor bestikkets skramlen pludselig bliver helt rytmisk og tager til i styrke i Brians øregange, indtil han bryder sammen. Og Atticus Ross’ musik er direkte genial – med integrerede musikstumper fra Brian Wilsons musikarkiver, som tilføjes en så luftig, drømmeagtig klang, at de ikke blot fungerer som komplementerende underlægningsmusik, men også klargør Brians sindstilstand og suger os helt ind i hans fragmenterede sind.

"Love & Mercy" er nærmest en nymodens "Amadeus", hvor musikeren også hér higer efter faderens accept og samtidigt udnyttes af en grum opportunist, hvor Landy er denne films svar på Salieri. Paul Giamatti er fabelagtig og frygtindgydende som terapeuten, der bevidst manipulerer og fejldiagnosticerer Brian for at bevare sin relation til ham (og således også sin indkomst), og det er først, da bilsælgeren Melinda Ledbetter (en vidunderligt sjælfuld Elizabeth Banks) tilfældigvis dukker op i Brians liv, og de to forelsker sig, at den virtuose musiker begynder at genfinde sig selv og glæden ved musikken. Det lyder måske corny, men Pohland og hans eminente ensemble undviger de åbenlyse klicheer og får det hele til at klinge lige så sandt og rent som The Beach Boys’ evergreens.

BILLEDE & LYD

Udover en mikroskopisk mængde edge-enhancement er udgivelsens billedside praktisk talt fejlfri. Diskens DTS-HD Master Audio 7.1-mix er til gengæld helt eminent og et af de bedste lydspor, jeg længe har lagt øre til. Det er især bemærkelsesværdigt, hvordan musikken svæver elegant fra højtaler til højtaler og bliver en central, integreret del af lydbilledet. De pragtfulde panoreringer – samt tonernes vidunderlige klarhed og dynamikområdets imponerende størrelse – er virkelig med til at suge os ind i The Beach Boys' musikalske univers og ind under huden på Wilson. Alle replikker og lydeffekter kommer også klokkeklart igennem.

EKSTRAMATERIALE

Instruktøren Bill Pohland og manuskriptforfatteren Oren Moverman har indtalt et interessant kommentarspor til filmen med mange interessante refleksioner over både Brian Wilsons livshistorie og deres filmatisering af den. Makkerparret diskuterer alt fra lyd, redigering og fotografering til musik, skuespil og alskens saksede scener. Og apropos saksede scener, så er her i alt syv minutter af slagsen, og de er faktisk virkelig seværdige – særligt et ophedet opgør i lydstudiet mellem gruppen og Wilsons fandenivoldske far.

"A California Story: Creating the Look of 'Love & Mercy'" (11 min.) er en kort dokumentar, der stiller skarpt på filmens scenografi og kostumer. Desuden er her trailere til "Ricki and the Flash", "Whiplash", "No Way Jose" og dokumentaren "Merchants of Doubt". Traileren til "Ricki and the Flash" må være et af de hidtil grelleste eksempler på "vi viser lige hele filmen i traileren", jeg hidtil har set.

Love & Mercy (Blu-ray)

Kommentarer

Love & Mercy (Blu-ray)

  • ★★★0

    Fremragende film, ja! Havde lidt håbet på mere bred anerkendelse af filmen, men jeg har ikke hørt meget om den, siden jeg så den for over et år siden. Æv!

    David Lund14-03-16 16:25

  • ★★★0

    Jeg har det på samme måde med Waking sleeping beauty (fantastisk dokumentar omkring Disney studiet dengang det var ved og gå ret skidt for dem på alle fronter)

    Men jeg høre heller intet om den eller ser anmeldelser af den, nok fordi den aldrig blev udgivet i Danmark.

    Med det sagt så skal jeg da ha set den her film ved lejlighed, aner ikke pokkers meget om Beach Boys, ud over deres velklingende musik.

    Elwood14-03-16 16:47

  • 0

    Med frygt for at blive upopulær blandt mange, har Beach Boys' popmusik aldrig været sukker for mine ører. Uden at være indehaver af nogen (særlig) viden om Beach Boys, deres bagkatalog eller Brian Wilson, har denne yderst velskrevne anmeldelse gjort mig nysgerrig. Stor ros til filmkritikeren! LOVE AND MERCY er hermed kommet på min to-watch-list - sammen med store mængder af Star Trek.

    #PepsimaxerNÆSTENligesågodtsometkys

    Killerpandanatty15-03-16 13:59

  • ★★★0

    Jeg er rigtig glad for Beach Boys og synes også, at det er en god film, men er nok ikke helt så meget oppe at ringe som Johan. Et af problemerne, synes jeg, er, at Paul Dano slet ikke kan carry a tune på samme måde som Brian Wilson

    Det er selvfølgelig altid et dilemma i denne type film: Skal man lade skuespilleren synge eller lave play-back?

    Det var det samme problem i "Walk the Line", hvor Joaquin Phoenix gjorde, hvad han kunne, men aldrig kom i nærheden af Johnny Cashs stemme.

    I "Great Balls of Fire" lip-syncer Dennis Quaid derimod Jerry Lee Lewis' sange (som The Killer genindspillede til lejligheden). Resultatet er et meget bedre lydbillede, men også at man af og til kan se, at sang og mundbevægelse måske ikke altid passer helt sammen.

    Rasmus Drews16-03-16 18:32

  • ★★0

    Det er selvfølgelig altid et dilemma i denne type film: Skal man lade skuespilleren synge eller lave play-back?

    Det var det samme problem i "Walk the Line", hvor Joaquin Phoenix gjorde, hvad han kunne, men aldrig kom i nærheden af Johnny Cashs stemme.

    Min kone, der i forvejen godt kendte Johnny Cash, kan bedre lide Joaquin Phoenixs stemme. Og jeg synes faktisk også selv, at han gør det ligeså godt som Johnny Cash på flere af sangene.

    Men jeg kan godt forestille mig, at der for en Johnny Cash-fan ikke er nogen der kan erstatte den ægte vare. Jeg for min del er ikke en stor fan, men der er 10-15 af de sange, som manden har indspillet, jeg virkelig godt kan lide. Og så har ingen af de tidligere versioner af 'The First Time Ever I Saw Your Face" rørt mig så meget som Johnny Cashs version ... sandsynligvis fordi det er tydeligt, at han har sin kone June i tanke, når han synger den:

    www.youtube.com/watch

    BN17-03-16 08:56

  • ★★★0

    Phoenix var blændende i rollen og havde absolut fantastisk stemme og gjorde den til sin egen. Fremfor at imitere en andens. Respekt. Sådan mener jeg kun det kan være. 

    Babo17-03-16 09:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen