Anmeldelse: M3gan

Grum android-slasher er underholdende tomme gyser-kalorier.

Black Devil Doll from Hell, Dolly Dearest, Billy fra Saw serien og selvfølgelig, den mest kendte af dem alle, Chucky. Filmhistorien har budt på den ene mere uhyggelige, morderiske dukke efter den anden. At blande det barnlige med det skræmmende kan være et spændende miks. Nogle gange ender det over i det mere komiske end skræmmende. "M3gan" blander science fiction, humor og horror. Komponenterne på plads, men også et par løse sikringer.

Efter en fatal ulykke, placeres den 9-årige pige Cady (Violet McGraw) hos sin tante, Gemma (Allison Williams). Sidstnævnte er karrierekvinde og føler ikke, at hun har tid til at tage sig af sin niece. Heldigvis er der en løsning: Gemma afslutters hendes nye projekt op, den menneskelige legetøjs-robot M3gan, som så kan tage sig af Cady. Androiden og Cady bliver bedste veninder og M3gan lover, at intet vil ske Cady. Hun vil passe på hende resten af hendes liv. Til den allersidste bloddråbe.

Producerne James Wan og Jason Blum har over de sidste ti år oparbejdet et temmeligt succesfuldt samarbejde. Især med "The Conjuring"-universet, der tæller en anden dræberdukke i Annabelle, har de en skudsikker skabelon . En simpel historie, velplacerede jump-scares og ikke mindst produceret for et lavt budget. "M3gan" er bestemt ingen undtagelse, og den leverer varen. 

"M3gan" er nærmest opdelt i tre forskellige genredele. Den første del er et familiedrama, hvor kemien skal findes mellem niece og tante. Midterdelen sci-fi, hvor vi lærer den mystiske, højteknologiske dukke at kende. Sidste del går amok som slasher, der minder lidt rigeligt om Wans egen "Malignant" fra sidste år. Hver del har deres plusser og minusser, i takt med at M3gan udvikler sig og får info om den menneskelige verden. Og der er også noget på hjertet. Referencer til "RoboCop" med satiriske reklamer og klassisk Prometheus-tematik, som burde give en grim smag i munden. Problemet er, at der følges op på noget af det. Derfor er der nødt til at komme blod på bordet.

Australske Gerard Johnstone, som stod bag den vellykkede "Housebound", vil gerne mere, end hvad han har fået lov til. Man kan godt mærke, at filmen er klippet ned. Johnston vender kompetent konventioner og klichéer på hovedet og i de første to dele får han lov til at spille med musklerne. Dødsfaldene man ikke lige regner med. Chokket, der leveres på et uventet tidspunkt. Især en præsentation af androiden vendes på en overraskende måde.  Men "M3gan" falder desværre sammen de sidste tyve minutter med en generisk kamp mellem de gode og den onde. Allison Williams, som horror-fans måske husker fra "Get Out", er god som Gemma. "M3gan" skal dog ses for samspillet mellem Violet McGraw og Amie Donald som henholdsvis Cady og M3gan. Deres forhold udvikler sig stærkt og tager overraskende vendinger. De to unge skuespillerinder spiller rigtig sammen og man kommer til at holde af deres forhold. Selvom man har en anelse om, hvor det bærer hen.

"M3gan" er et genremiks, der fungerer bedst i 1. og 2. akt, men falder af på den mod slutningen. Der kunne med fordel være gået mere i dybden med temaer som sorgbehandling og satire, som der ellers lægges op til. En tur i biografen i selskab med androiden M3gan er nu ikke det værste bud på slasher-underholdning.

M3gan

Kommentarer

M3gan

  • 0

    Det var en herlig underholdende film. Skønt at den er lavet uden CGI, men med masker og animatronics. En klar anbefaling

    jacob_uno 5-02-23 18:54

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen