Anmeldelse: Malignant

James Wans film trækker bestemt referencer til giallomesteren Dario Argento, men "Malignant" føles desværre som en gentagelse af Wans tidligere gyserfilm.

Gysergenren kan bestå af mange forskellige elementer og virkemidler, såsom monstre, genfærd, splatter og mordere. Listen er lang og omfattende. Men er det muligt med én film, hvor alle disse elementer får plads? "Malignant" er et amerikansk bud på den italienske genre. Et mærkværdigt miskmask, der giver sit publikum valuta for pengene. Men vellykket kan man ikke kalde slutproduktet.

Madison lever et isoleret liv for sig selv. Hun oplever grusomme syner af mordscener, hvor en mystisk skikkelse går igen i dem alle sammen. Lidt efter lidt finder den unge kvinde ud af, at de uhyggelige drømme udspiller sig i virkeligheden. Nætterne bliver værre og værre, da Madison selv begynder at føle sig overvåget. Hvem er denne mystiske morder, der går under navnet Gabriel? Måske er Madison tættere knyttet til morderen, end hun aner.

Instruktør James Wan slog igennem med thrilleren "Saw", som lagde grundstenen for genren torturporno. Siden har film som "Insidious" og "The Conjuring" fulgt. De senere år har Wan været rundt i genrerne med både actionfilm som "Fast & Furious 7" og superhelteuniverset med "Aquaman". Nu er Wan tilbage i horrorgenren, og han har selv udtalt, at "Malignant" er hans bud på en moderne udgave af den italienske horrorgenre giallo. "Giallo" er italiensk for gul og betegner film i horror- og thrillergenren lavet på en bestialsk, stemningsfuld og farverig facon.

James Wans film trækker bestemt referencer til genrens store mester, Dario Argento. Men "Malignant" føles desværre som en gentagelse af Wans tidligere gyserfilm. En opbygget stemning, hvor publikum venter på et jump scare – som kommer lige efter det kontrapunkt, hvor det skulle være kommet. Og det bliver trivielt og kedeligt i længden at hoppe i sædet og gribe sidemanden i armen. Filmens største problem ligger dog i manuskriptet. Wan kan ikke beslutte sig for, hvilken film han egentlig gerne vil lave. For "Malignant" føles som tre film i én. Første del er spøgelseshistorien. Pludselig blander en slasher sig. Til sidst kastes en snas body horror a la David Cronenberg og den japanske "Tetsuo" ned i suppen.

Selve finalen er et sammensmask af en "Matrix"-agtig opvisning af drab og akrobatik. Flot lavet, men det giver ikke nogen mening ud fra filmens logik. Ingen på rollelisten leverer noget mindeværdigt. Og det er synd, da man virkelig mangler nogen at have sympati for. Annabelle Wallis gør sit bedste, med hvad hun har. Men velskrevne karakterer har aldrig været Wans stærkeste side. Alle omkring hende er tomme og flade, og det ender hun også med at blive.

"Malignant" vil måske starte en ny gyserfranchise for James Wan. Den australske instruktør har i hvert fald forsøgt at kaste alverdens elementer ind i sin nye film. Suppegryden simrer, men der bliver aldrig smagt efter. Der er ingen karakterer, man føler med. Selve giallo-effekten titter frem her og der, men i forhold til de italienske film i genren bliver det aldrig rigtig spændende eller uhyggeligt. Der er intet galt med selve det tekniske i "Malignant" – det bliver bare for meget og en mystifistisk blanding, som ikke efterlader noget mindeværdigt aftryk.

Malignant