Anmeldelse: Annabelle Comes Home

De sidste 45 minutter af filmen er effektive og flere steder decideret skræmmende.

Filmiske universer er et fast element i biografernes udvalg. Det store Marvel Cinematic Universe har indtil videre spyttet 23 film ud, der alle hænger sammen på kryds og tværs. DC-filmene prøver ligedan at hænge sammen her og der. Men det er ikke kun i superheltegenren, at de sammenhængende historier findes. James Wan skabte med "Nattens dæmoner – The Conjuring" fra 2013 sit eget univers, som indtil videre tæller seks film. Nu har det syvende kapitel premiere i biograferne. "Annabelle Comes Home" leverer ikke noget nyt til det lidt fortærskede univers, men filmen underholder, skræmmer og er en af de bedre dele i den mørke filmserie.

De paranormale forskere Ed (Patrick Wilson) og Lorraine Warren (Vera Farmiga) har netop afsluttet deres seneste sag. En dukke ved navn Annabelle har skræmt livet af en gruppe piger, så Warren-parret tager dukken med tilbage til deres kælder i hjemmet, hvor de gemmer på alle deres afsluttede sager. Datteren Judy (Mckenna Grace) har altid været noget af en snushane, men forstår sine forældres advarsler. Da hun en aften skal passes af barnepigen, som samtidig får besøg af en veninde, går der ikke lang tid, før alverdens dæmoner er løs, og alle tråde går fra og ender hos den dæmoniske dukke Annabelle.

Annabelle-dukken findes i virkeligheden. Om den har de mystiske og mørke kræfter, som Warren-parret og "Conjuring"-universet påstår, må stå hen i det uvisse. Men dukken og dens dunkle venner leverer en god omgang skummel uhygge i løbet af den lidt lange, men bestemt fornøjelige film. Den første "Annabelle" fra 2014 var ikke nogen god film, da den ikke besad hverken sympatiske karakterer eller originalitet. Til gengæld leverede fortsættelsen, "Annabelle 2: Skabelsen", en sympatisk historie og nogle velplacerede jumpscares – og fungerede på sine egne præmisser.

Denne tredje omgang med den ondskabsfulde dukke, der terroriserer trekløveret af piger i løber af filmen, lægger sig imellem de to foregående film, men vipper mere over mod den vellykkede fortsættelse end den rædselsfulde original. Filmen har tre centrale karakterer, som fremstår troværdige som mennesker, og publikum ser derfor gerne, at de overlever. Samtidig mærkes det, at instruktør Gary Dauberman, som skrev den middelmådige "The Nun" fra sidste år, er vokset med opgaven. Han vil gerne gøre James Wan ære og er gået tilbage til den første "Nattens dæmoner"-films uhygge og leg med skygger og skikkelser fremfor bare jumpscares, og dét er bestemt et kompliment.

Filmen blander flere horror-konventioner. Vi har den dæmoniske dukke, den klassiske haunted house-setting og den skumle stemning. Alle elementerne er set i forskellige gyserfilm tidligere, men de fungerer godt sammen, og det gør de også her. Filmen er en smule tid om at komme i gang, men de sidste 45 minutter er effektive og flere steder decideret skræmmende. Læg dertil, at filmen åbner flere døre til nye film i universet med nye væsner og genfærd, som nok skal kunne fungere – nogle bedre end andre. Så må vi bare håbe, at der kommer flere af "Annabelle Comes Home"-slagsen end film i stil med dette års flade "The Curse of La Llorona", som desuden også er en del af universet.

"Annabelle Comes Home" genopfinder ikke den dybe tallerken, og der er stadig langt op til klassiske hjemsøgte huse i film som "The Shining" eller "The Haunting". Men for hvad filmen er, er det en vellykket lille sommergyser, som hellere vil være skummel end bare levere masser af chok. De tre piger i hovedrollerne gør det alle fint, og især Grace som datteren Judy giver en fin og sympatisk præstation. Farmiga og Wilson havde ikke behøvet at være der, men fred være med det. Dukken Annabelle vil bestemt skræmme bukserne af dem, der søger det i biografmørket her over sommeren.

Annabelle Comes Home