Anmeldelse: The Conjuring: The Devil Made Me Do It
For satan, hvor kan dæmoner være kedelige.
"Baseret på en sand beretning"-linjen er ikke just et ukendt fænomen i gyserfilm. Alt andet lige, og mere end de fleste vil indrømme, påvirker de fire ord allerede fra start valideringen af den efterfølgende fortælling. Også selvom sukken fra biografsalen over endnu en film med den sætning heller ikke er helt uvant. Når niende kapitel i de sidste ti års nok største gyserfranchise indleder med netop den påstand har det imidlertid ikke samme effekt, som dengang James Wans "Nattens dæmoner" i 2013 blev en overraskende blockbuster og indledte "The Conjuring"-sagaen.
"The Conjuring" del 3 – med den mundrette undertitel "The Devil Made Me Do It" – er vanen tro baseret på en okkult sag, som Ed og Lorraine Warren (spillet af Patrick Wilson og Vera Farmiga) rent faktisk var inde over. Den såkaldte "Devil Made Me Do It"-sag fra 1981. Det paranormale efterforskerpar er denne gang inde over en retssag, hvor unge Arne Cheyenne Johnson (Ruairi O'Connor) hævder at have været besat af en dæmon, da han dræbte en anden mand i Connecticut.
Hvis det spoilerfri resumé giver en bismag af et generisk monster of the week-afsnit af "X-Files", er det ikke uden grund. For fans vil "The Conjuring: The Devil Made Me Do It" være gensynets glæde, for andre ny vin på gamle flasker. Til trods for, at filmatiseringen om Arne Johnsons sag er baseret på en sand beretning, er der mere håndvarm, 25 kroners Liebfraumilch end isspand-afkølet Cristal over gyset.
Tommelfingerreglen i "The Conjuring"-universet har ellers typisk været, at niveauet altid var sat efter, om Ed og Lorraine Warren aktivt medvirkede i den seneste okkulte sag omsat til snigende jump scare-bonanza. De andre seks spinoffs, heriblandt de mindre urovækkende samlebåndsgys i "Annabelle Comes Home", "The Nun" og den tamme stiløvelse "The Curse of La Llorona", har alle i mere eller mindre grad været knapt så vellykkede, mens de to foregående "Nattens dæmoner"/"The Conjuring" var gedigne gys. Denne gang er gensynets glæde med Patrick Wilson og Vera Farmiga dog ikke nok. At niveauet er faldet gevaldigt med "The Conjuring: The Devil Made Me Do It" hænger muligvis sammen med, at "The Curse of La Llorona"-instruktøren Michael Chaves nu står bag tredje del af hovedfilmene.
At opfinde den dybe tallerken med en gyserfranchise, der på under ti år har skudt ni film afsted, er ikke så ligetil. Men tages plot og oplæg ud af "The Conjuring: The Devil Made Me Do It", står vi tilbage med skammeligt genbrug og en dårligere versionering af den første "Nattens dæmoner" i rækken. Samme chokmomenter og virkemidler, samme steadicam-kameratur i det nye hus, Lorraines clairvoyance-sekvenser, love conquers all-afrundingen og så videre. Selvfølgelig er der nok inspiration at hente fra mytologi, eventyr og de såkaldte sager fra Ed og Lorraine Warren. Men vestlige dæmoner må fandeme være det mere kreative og alsidige i al deres ondskab, når de østlige gang på gang i sydkoreanske og japanske film overrasker med nye måder at være grusomme på. Michael Chaves har dog slet ikke de samme kvaliteter, tilnærmelsesvis samme fornemmelse for medrivende timing og ikke mindst evner til at levere troværdigt gys og gru som James Wan, der instruerede de to andre "Nattens dæmoner"-film. Og det mærkes på slutproduktet, der er mere søvndyssende end hårrejsende.
Tredje og forhåbentlig sidste del af "The Conjuring"-universets hovedfilm følger kvalitetsmæssigt ikke op på James Wans nyklassiker fra 2013. Udover få sekvenser og gensynets glæde i endnu en okkult sag med Ed og Lorraine Warren formår instruktør Michael Chaves at hive franchisens gode takter seks fod under gravstenen. Savler du efter endnu mere af det præcis samme, eller mangler der blot film at falde i søvn til, vil der med garanti være et eller andet at hente fra "The Conjuring: The Devil Made Me Do It".