Anmeldelse: Trainwreck

Siden filmens fødsel har manden været vant til at være stjernen, men noget kunne tyde på et opbrud, der lægger sig i forlængelse af tidens kønsrolledebat. For med film som "Bridesmaids", "The Heat" og den kommende "Ghostbusters"-reboot, der har kvindelige spøgelsesjægere, lader det til, at Hollywood har fået øjnene op for en ny guldgrube, hvor kvinder, lige så vel som mænd, kan være "manden".

Denne kønsforskydning danner rammen for "Trainwreck". Her møder vi karrierekvinden Amy (Amy Schumer), der foretrækker det uforpligtende singleliv med drukture og one-night stands frem for villa, Volvo og vovse. I Amys verden er der slet ikke noget, der hedder fast forhold, for monogami er ikke realistisk, som hendes far engang udtrykte det, da forældrene skulle skilles. Men som i enhver romantisk komedie, så opstår kærligheden, når man mindst venter den. På det amoralske ungdomsmagasin "S'Nuff", hvor Amy arbejder, får hun nemlig til opgave at skrive om sportslægen Aaron Conners (Bill Hader). Aaron er en morsom, intellektuel og lidt kejtet fyr, der arbejder hårdt og laver velgørende arbejde for Læger uden Grænser – alt imens han lytter til Billy Joels "Uptown Girl". Når de er sammen, vækker han hidtil ukendte følelser i hende, så Amy må til at revurdere sin tilværelse.

Med en spilletid på 125 minutter er "Trainwreck" en film, der lever op til sin titel. Denne anmelder har det notorisk svært, når komedier trækkes i langdrag, da de sjældent har indhold og nerve til at bære det. Havde filmen været mere stramt fortalt uden så mange afvigelser fra hovedplottet, ville den være langt mere vellykket. Dermed ikke forstået, at den ikke er morsom, for det er den. Særligt i de scener, hvor en næsten uigenkendelig Tilda Swinton i rollen som Amys bramfrie chef igen viser, hvor alsidig og dygtig en skuespillerinde hun er. Derudover får basketballspilleren LeBron James virkelig lov at give den gas i mange urkomiske scener.

Selvom den undertiden er overrumplende sjov, ender den desværre med at have en unødig overflod af situationskomik, der ikke fører nogen steder hen, andet end at presse ekstra grin ud af tilskueren. Det skyldes måske, at Amy Schumer også står bag manuskriptet. Hun er stand-up komiker og ikke dramatiker, hvilket man tydeligt mærker. Schumer vil simpelthen for meget på én gang; hun vil både lave en letbenet romantisk komedie og sige noget om samfundets opfattelse af kønnene og ligestilling herimellem. Ingen af delene bliver forløst på en ny og kreativ måde, da den undervejs fortaber sig til genrens fortærskede klichéer, den først synes at tage tykt pis på.

Heldigvis er hendes skuespil overraskende godt. Problemet med rigtig mange romantiske komedier er, at det forelskede par sjældent er særlig sjove, men det formår Schumer og Hader at være, samtidig med at der lurer en sårbarhed i dem begge, der gør, at man tror på dem som mennesker.

"Trainwreck" er en gennemsnitlig amerikansk mainstream-komedie, der trods flere hysterisk sjove øjeblikke ikke helt formår at kompensere for den middelmådige film, den ender med at være. Men forventer man en vittig romcom med adskillige gode grin, så er "Trainwreck" en lunken anbefaling værd.