Synes den var amazing.... Og havde sgu ikke problemer med at høre dialogen i Imperial. Undertekster eller ej. Folk må vist en tur til ørelægen tænker jeg.

Christopher Nolan: Andre instruktører har brokket sig over lyden i mine film
Og den populære instruktør bag "The Dark Knight" og "Tenet" er decideret chokeret over kritikken.
Christopher Nolan har en særdeles trofast fanskare, og hans films finansielle succes har givet ham stor kreativ frihed, men filmmageren har også sine kritikere.
Særligt lydsiderne i Nolans nyere film er ofte blevet udsat for hård kritik – "The Dark Knight Rises", "Interstellar" og senest "Tenet" har udløst store frustrationer blandt både biografgængere og anmeldere, der har fået store medier som Indiewire, Esquire, The Guardian og Variety til at spekulere over, hvorfor Nolan bevidst mixer sine film således, at mange har svært ved at høre, hvad der bliver sagt, mens musikken og lydeffekterne tordner derudad.
Læs også: Christopher Nolan kommenterer skuffende "Tenet"-indtjening
Men Nolan har jævnligt forsvaret sin tilgang til lyddesign, og det gør han nu også i Tom Shones splinternye bog om instruktøren: "The Nolan Variations". Her fastslår Nolan, at han er overrasket over biografgængeres "konservative" tilgang til filmlyd:
"Vi har fået en masse klager. Andre instruktører har faktisk ringet til mig for at sige: 'Jeg har lige set din film, og det er umuligt at høre dialogen.' Flere føler, at musikken måske er for høj, men sandheden er, at vi helt bevidst valgte at mixe lyden på den måde, og jeg var lidt chokeret over, hvor konservative folk er, når det kommer til lyd.
"Man kan lave en film, der ligner hvad som helst... du kan filme den på din iPhone, og ingen brokker sig. Men hvis du mixer lyd på en særlig måde, eller hvis du bruger bestemte, dybe frekvenser, så går folk amok."
Nolan forklarer ydermere, at han godt kan lide at gøre lydoplevelsen til en meget "fysisk" oplevelse, der får kroppen til at reagere. Den danske lyddesigner Peter Albrechtsen, som arbejdede på Nolans "Dunkirk", sagde noget tilsvarende, da Variety for nylig interviewede ham om Nolans lyddesign.
Nolans nyeste opus, "Tenet", er p.t. den eneste potentielle Hollywood-blockbuster, som er udkommet i biograferne under coronapandemien, men takket være filmens skuffende indtjening er talrige andre amerikanske storfilm blevet udskudt til næste år. Det er dog næppe filmens lydside, der kan tage skylden for filmens manglende succes...