"Crazy Rich Asians"-instruktør på tale til Disneys live-action "Lilo & Stitch"

Genindspilningen af den Oscar-nominerede tegnefilm fra 2002 ventes at få eksklusiv premiere på Disney+.

Ifølge The Hollywood Reporter er Jon M. Chu i forhandlinger med Disney om at sætte sig i instruktørstolen på live-action-udgaven af "Lilo & Stitch".

Chu er manden bag den romantiske komedie "Crazy Rich Asians", og for nylig kom det frem, at filmmageren skal instruere pilotafsnittet og agere producer på den kommende "Willow"-serie til Disney+.

Remaket af "Lilo & Stitch" bliver angiveligt en blanding af live-action og computeranimation, akkurat som vi har set det i "Aladdin" og "Dumbo".

Læs også: Optagelserne til Disneys live-action-film om Chip & Chap starter til foråret

Det originale animationseventyr hører ikke til blandt Disneys mest ikoniske eller bedst indtjenende animationsfilm, men "Lilo & Stitch" har i årenes løb kastet flere direct-to-video-opfølgere af sig og skabt en solid fanbase.

I den oprindelige Disney-tegnefilm fra 2002 mødte vi den lille og ensomme pige Lilo, der kom i besiddelse af hundehvalpen Stitch, der viste sig at være et destruktivt og jaget væsen fra det ydre rum. Det forhindrede dog ikke det umage par i at knytte et varmt venskab i eksotiske omgivelser på Hawaii. 

Det forventes, at remaket med titlen "Stitch" udkommer på direkte på Disney+, men det er endnu uvist hvornår.

Kommentarer

"Crazy Rich Asians"-instruktør på tale til Disneys live-action "Lilo & Stitch"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen