Anmeldelse: Aladdin
"Aladdin" anno 2019 er langtfra en katastrofe.
Hjulene på Disneys liveaction-remake-bus kører rundt, rundt og rundt, og det tyder ikke på, at de stopper foreløbigt. "Løvernes konge" udsendes til juli, "Mulan" er allerede i produktion, og "Den lille havfrue" er på tegnebrættet. Nu er turen kommet til animeret klassiker nr. 31 i guldserien – "Aladdin", som blev en kæmpe kommerciel succes tilbage i 1992. Om Disney kan gøre kunsten efter her, må tiden vise. Slutproduktet er ikke på højde med originalen, men har charme, løjer og en fabelagtig skurk til at underholde familien i to timer.
Den arabiske by Agrabah ledes af den store Sultan, som for alt i verden ønsker, at datteren Jasmin (Naomi Scott) skal finde en prins, hun kan ægte. Men Jasmin ønsker kun at ægte i kærlighed. Da prinsessen sniger sig uden for slottet, møder hun gadedrengen Aladdin (Mena Massoud), der sammen med sin lille abe, Abu, rapser til dagen og vejen. Der opstår en glød imellem dem, men de vil aldrig kunne få hinanden. Da storvesiren til sultanen, Jafar (Marwan Kenzari), skal bruge Aladdin til en vigtig opgave, løser det hele sig måske alligevel. Aladdin skal bare hente en lille olielampe, og så vil alle problemer være ovre.
Vi kender historien. Dreng møder pige, de forelsker sig, komplikationer forhindrer, at de kan få hinanden, og alt ender godt til sidst. Historien er fortalt tusind gange før – også før tegnefilmen – men fungerer stadigvæk. Historien er derfor ikke noget særligt, men hvad med charmen og legen med mediet?
Instruktør Guy Ritchie, et umiddelbart aparte valg til instruktørstolen til en Disney-film, løser opgaven med tempo og glans. De oprindelige muntre sange af Alan Menken og Tim Rice har fået en opgradering, og Ritchie har instrueret flere nærmest Bollywood-inspirerede dansescener. Alt det fungerer upåklageligt. Desværre virker det som om, at budgettet ikke har været det største i Hollywood-regi, selvom giganten Disney står bag. Flere computereffekter er direkte elendige, og den klassiske flyvetur på tæppet med Aladdin og Jasmin virker langtfra overbevisende. Ærgerligt, da det bringer én ud af eventyret.
Men hvad så med Genie, vil mange nok spørge. Kan Will Smith gå Robin Williams' fantastiske præstation i bedene? Efter min overbevisning når Smith ikke Williams til snabelskoene, men prøver heller ikke på det. Den 50-årige amerikaner leverer sin egen inkarnation af karakteren, og det fungerer egentlig fint. Et opfundet sideplot med en tjenestepige, Genie forelsker sig i, kunne dog godt have været udeladt. Stærkeste kort er Marwan Kenzari som Jafar. Det lå i kortene, at den hollandske skuespiller ville gå all-in og levere en totalt over the top skurk og spille på alle tangenter. Kenzari vælger dog at gå i den anden retning og i stedet underspille rollen som filmens antagonist. Den tegnede storvesir fra 1992 er dog også rimelig underspillet. Kenzari leverer imidlertid en intens præstation, der sammenlagt underbygger, at det er muligt at genskabe Disney-magi.
"Aladdin" anno 2019 er langtfra en katastrofe. Dermed ikke sagt, at liveaction-udgaven når tegnefilmens klassikerstatus. Guy Ritchie instruerer med overskud, og skuespillernes tilstedeværelse mærkes. Filmen skal ses for de nyklassiske musicalnumre og Marwan Kenzari som Jafar. Hvad der kunne være endt som en lang ørkenvandring, overrasker som velfungerende gen-tilføjelse til et elsket univers.