"Fredag den 13."-serie på vej

Serien med titlen "Crystal Lake" produceres af A24.

Tidligere på året rygtedes det, at en ny "Fredag den 13."-film var på vej i 2023. Men nu ser det ud til, at vi i stedet får en hel serie om den maskerede morder Jason Voorhees.

I hvert fald er en ny serie med titlen "Crystal Lake" netop blevet offentliggjort. Serien, der ifølge foreløbige kilder vil fungere som en prequel til "Fredag d. 13"-franchisen, skal produceres af selskabet A24, og manuskriptforfatter Bryan Fuller skriver serien.

Læs også: "The Conjuring 4" på vej

A24 har med film som "Midsommar", "Uncut Gems" og "Hereditary" gjort sig bemærket som leveringsdygtig i moderne art-house og genrefilm af høj kaliber. Og Fuller har tidligere stået bag serier som "Star Trek: Discovery", "Hannibal" og "American Gods", så det er en garvet serierotte, der kaster sig over slasher-fortællingen.

"Fredag"-franchisen har ligget stille de senere år, da rettighederne har været omdrejningspunkt i et større sagsanlæg mellem den første films instruktør, Sean S, Cunningham, og så filmens manuskriptforfatter, Victor Miller. Selvom sagsanlægget endte tidligere i år, er rettighederne omkring franchisen dog stadig ret mudrede.

"Fredag den 13."-franchisen består af 12 film. Serien vil efter alt at dømme udspille sig før begivenhederne i den første film, men om fokus bliver på Jason eller på Jasons mor er endnu uvist.

Kommentarer

"Fredag den 13."-serie på vej

  • 0

    Hvilke begivenheder er der før den første film ?

    Så vidt jeg husker, så er Jason kun bette knægt i den første ?

    Dalgaard 1-11-22 23:38

  • ★★★0

    Hvilke begivenheder er der før den første film ?

    Så vidt jeg husker, så er Jason kun bette knægt i den første ?

    Mit gæt er at Vi skal se ham som et mobbe offer, for at forstå hans hårde barndom og få ondt af ham, så hans fremtidige gerninger får et twist, så vi synes det egentlig var ok at han slog alle de folk ihjel. Hans eneste ven, var sikkert en lokal voodoo man, der gjorde ham udødelig pga et lillefinger løfte de lavede sammen. 

    MOVIE1000 2-11-22 01:00

  • ★★★★0

    I det mindste har denne serie en direkte forbindelse til filmene -  i modsætning til den gamle Fredag den 13.-serie fra 1980'erne, der ikke havde en dyt med Jason og co. at gøre.

    thomsen 2-11-22 12:05

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen