"It Takes Two"-forfattere taler om den kommende spilfilmatisering

Det prisbelønnede PlayStation-spil fra 2021 går snart til filmen.

Som vi skrev tilbage i februar, så er en filmatisering af PlayStation-spillet "It Takes Two" i støbeskeen.

Over tre millioner eksemplarer af spillet er blevet solgt, og både gamere og kritikere har bombarderet spillet med ros, så det er fuldt forståeligt, at Hollywood har bestilt en filmudgave.r

Spillet – som vel at mærke ikke kan spilles alene, men udelukkende af to personer samtidigt enten online eller foran den samme konsol og dertilhørende fladskærm – handler om forældrene Cody og May, hvis ægteskab er godt på vej til at bryde sammen.

Da deres datter, Rose, indser, hvad der foregår, kommer hun uforsætligt til at forhekse forældrene, som omdannes til små dukker, der sammen skal kæmpe sig igennem en række fantasifulde verdener og lære at samarbejde igen, hvis de skal forvandles tilbage til mennesker og samtidigt undgå, at deres datter løber hjemmefra.

Læs også: Oscar Isaac skal spille Solid Snake i "Metal Gear Solid"-filmen

Og i et nyt interview med ComingSoon fortæller filmens manuskriptforfattere, Pat Casey og Josh Miller, om deres arbejde på filmatiseringen og deres samarbejde med spillets skaber, Josef Fares (skuespilleren Fares Fares' lillebror). De to har i øvrigt tidligere skrevet en spilfilmatisering: "Sonic the Hedgehog".

Miller fortæller: "For os var det oplagt at filmatisere spillet. Det handler om to stridende forældre, og deres barn ytrer et ønske, som sender forældrene på et eventyr, hvor 'Toy Story' møder 'Alice i Eventyrland' og 'Troldmanden fra Oz'. Selvfølgelig er det en udfordring, fordi videospillet byder på 16 timers gameplay, som skal omdannes til en film på 100 minutter. Men det var præmissen, som tiltrak os."

Og Casey taler om, hvordan de to manuskriptforfattere i flere omgange spillede spillet sammen med Fares: "Vi har brugt en masse tid på at spille spillet sammen og på at genspille flere baner. Det er et fantastisk spil. Josef er så cool. Han er et videospilsgeni, så vi forsøger at yde spillet retfærdighed."

Casey og Miller er tydeligvis store fans af Fares og svenskerens succesfulde spil. Og i interviewet taler de også om, at det bliver en udfordring at koge det omfangsrige spil ned til en spillefilm, fordi der er så mange mindeværdige sekvenser i spillet, som selvfølgelig ikke kan klemmes ind i én enkelt film.

"It Takes Two"-filmen har endnu ikke fået en premieredato.

Kommentarer

"It Takes Two"-forfattere taler om den kommende spilfilmatisering

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen