"Mindhunter"-stjerne får nøglerolle i "The Last of Us"-serien

Anna Torv fra David Finchers "Mindhunter" indtager rollen som smugleren Tess i HBO's kæmpe "The Last of Us"-serie. 

For knap en uge siden kom nyheden om, at HBO's tv-udgave af PlayStation-spillet "The Last of Us" vil koste intet mindre end 70 mio. kroner pr. afsnit at producere.

Streamingtjenesten HBO synes at satse stort på spilfirmaet Naughty Dogs PlayStation-succes med spillets skaber, Neil Druckmann, og "Chernobyl"-forfatteren Craig Mazin som de to tovholdere på projektets gennemgående historie.

Derudover står det russiske instruktørtalent Kantemir Balagov for at få seriens første sæson i kassen med hjælp fra stjerneskuespillere som Pedro Pascal og Bella Ramsey, der spiller de to hovedroller: Joel og Ellie. Gabriel Luna ("Terminator: Dark Fate"), som for nylig delte det første billede fra optagelserne på "The Last of Us", spiller Joels bror, Tommy.

LÆS OGSÅ: "THE LAST OF US"-SERIEN HAR ET ASTRONOMISK BUDGET

The Hollywood Reporter meddeler nu, at den postapokalyptiske serie har castet endnu en stjerne til at portrættere en af spillets fanfavoritter. Den hårdkogte smugler Tess skal spilles af Anna Torv, der brød igennem tilbage i 2008 med J.J. Abrams-serien "Fringe". Desuden mærkede hun også David Finchers hårde instruktion, da hun indtog rollen som psykologen Dr. Wendy Carr i Netflix' "Mindhunter", der umiddelbart ligger og svæver i seriernes limbo

I seriemorderserien udmærkede Anna Torv sig ved at falde til rette i Finchers følelseskolde univers. Her skulle hendes karakter, Wendy Carr, ikke alene hjælpe FBI-agenterne Holden Ford (Jonathan Groff) og Bill Tench (Holt McCallany) med at skitsere teorien og metoden til at fange en 'sekvensmorder', hun skulle også sørge for, at de frembrusende mænd ikke forvildede sig ud i alt for meget ballade.

"The Last of Us" byder formentlig på en anden slags rolle, når Tess sammen med Joel skal hjælpe den 14-årige Ellie gennem et farligt USA. Et USA, der 20 år efter et kæmpe virusudbrud nu er fuld af farlige mennesker og skrækindjagende "zombier".

Første sæson af "The Last of Us" forventes at få premiere sidst i 2022.

Kommentarer

"Mindhunter"-stjerne får nøglerolle i "The Last of Us"-serien

  • ★★★★★2

    Fede Casting choices, elsker også de ikke er så predictable, det gir også skuespillerne chancer for at prøve hel andre roller.

    Og Rollen som no-nonsense tough Tess, passer godt til Anna Torv.

    Elwood26-07-21 09:08

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen