Netflix og instruktøren bag "Training Day" laver det amerikanske remake af "Den skyldige"

Og "True Detective"-skaberen Nic Pizzolatto skriver manuskriptet til thrilleren, hvor Jake Gyllenhaal spiller en politibetjent, der får et unikt alarmopkald.

Gustav Möllers danske thriller, "Den skyldige" fra 2018, er tydeligvis enormt populær i Hollywood. Et amerikansk remake blev annonceret i december 2018, og store stjerner foran og bag kameraet er nu tilknyttet projektet.

I den oprindelige, danske film – som i øvrigt blev den helt store Robert-vinder i 2019 – spiller Jakob Cedergren en politibetjent, som modtager et 112-opkald fra en kidnappet kvinde og derefter kæmper for at befri hende fra sin kontorplads – blot bevæbnet med en telefon.

Jake Gyllenhaal er for længst blevet offentliggjort som hovedrolleindehaveren i det amerikanske remake med titlen "The Guilty", og under diskussionerne om remaket er Gyllenhaal og Möller tydeligvis blevet gode venner, idet makkerparret snart laver thrilleren "Snow Blind", som Apple har købt rettighederne til.

Læs også: "Den skyldige"-instruktør laver thrilleren "Snow Blind" med Jake Gyllenhaal

Forleden rapporterede Deadline, at "The Guilty" skal instrueres af Antoine Fuqua ("Training Day", "The Equalizer"), mens manuskriptet skrives af Nic Pizzolatto ("True Detective", "The Magnificent Seven"). Fuqua og Gyllenhaal har tidligere samarbejdet på bokserdramaet "Southpaw".

Det er altså nogle store navne i USA's film- og tv-branche, der har kastet sig over projektet, og nu har Netflix lige købt distributionsrettighederne til filmen for hele 30 mio. dollars.

Ifølge Deadline går optagelserne til filmen i gang sidst i år. Og Gustav Möller og produceren bag "Den skyldige", Lina Flint, er med om bord som executive producers.

Herunder kan du se vores dybdeborende videointerview med netop Möller og Flint om den originale danske thriller:

Kommentarer

Netflix og instruktøren bag "Training Day" laver det amerikanske remake af "Den skyldige"

  • ★★★★0

    Jake Gyllenhaal gider jeg da godt se i den rolle. 

    Lars!24-09-20 21:26

  • 0

    Også en super spændende film - selvom 98% (hvis ikke 99) af den er closeup på Cedergren :)

    Ronni Pedersen24-09-20 22:38

  • ★★★★1

    Det skal nok blive okay med Fuqua ved roret.

    Han er meget stabil og får normalt fint skuespil ud af sine skuespillere.

    Åkepool25-09-20 09:10

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen