Nicolas Cage drømmer stadig om at være med i "Star Trek"

Cage bekræfter i øvrigt, at han faktisk har haft samtaler med Paramount Pictures om en mulig "Star Trek"-rolle.

I netop denne uge er der dansk biografpremiere på den syrede komedie "Dream Scenario", hvori Nicolas Cage spiller en rimelig anonym biologilærer, der pludselig bliver en verdensstjerne, da mennesker over hele kloden af uransagelige årsager begynder at drømme om ham.

Men hvad drømmer Nicolas Cage egentlig selv om? Jo, at rejse ud i Mælkevejen om bord på rumskibet USS Enterprise, naturligvis!

Tilbage i januar 2023 afslørede Cage i et interview, at han er en passioneret trekkie, som voksede op med den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne. Og det er selvsagt decideret sindssygt, at Cage ikke prompte fik en "Star Trek"-rolle oven på dén sensationelle afsløring.

Og under den forgangne weekends Saturn Awards i USA, hvor årets bedste sci-fi- og fantasy-produktioner blev hyldet, dukkede Cage op, og over for Screen Rant understregede han, at han stadig higer efter at få en fed "Star Trek"-rolle. En rolle, som han virkelig kan gøre til sin egen.

Læs også: Nicolas Cage: Kunstig intelligens er et mareridt!

Og så fastslår Cage i øvrigt, at han faktisk har talt med nogle hos filmselskabet Paramount Pictures om en potentiel "Star Trek"-rolle – måske i en af de to kommende "Star Trek"-spillefilm, som vi skrev om tilbage i januar?

"Jeg har haft et par telefonsamtaler," fortæller Cage. "Men jeg ved ikke. Jeg skal først se et manuskript. Det er nødt til at væren en rolle, som jeg virkelig kan sætte mit præg på. Jeg er ikke klar på at spille bare hvilken som helst rolle, for jeg elsker virkelig franchisen. Jeg vil gerne være om bord på Enterprise. Jeg gider ikke svæve rundt i rummet på en satellit! Jeg vil være på broen. Men de skal præsentere en rolle for mig."

Og oven på netop de udtalelser – og eftersom Cage tilbage i december afslørede, at han gerne snart vil prioritere at lave tv-serier frem for spillefilm – har vi en oplagt idé: giv Cage en mindeværdig birolle i et afsnit af den succesfulde spin-off "Star Trek: Strange New Worlds", som netop foregår om bord på det legendariske Starfleet-rumskib USS Enterprise.

Se også: Moovy TV: Interview med "Star Trek: Strange New Worlds"-stjernerne Anson Mount og Rebecca Romijn

Over for TrekMovie repeterede Cage, hvad det er, der gør ham så glad for "Star Trek"-franchisen:

"Jeg voksede op med Shatner, Nimoy og de historier på tv, som rummede en masse visdom og socialt relevante kommentarer. Så jeg har altid været tiltrukket af 'Star Trek'."

Vi håber naturligvis, at Cages drøm går i opfyldelse, for det ville da være en fornøjelse at få lov til at se en så hæmningsløst kreativ skuespiller slå gækken løs i Mælkevejens yderste afkroge. Og vi vil naturligvis også gerne hjælpe med at realisere Cages unikke "Star Trek"-drøm, ligesom vi på sin vis fik Paul Giamattis mangeårige "Star Trek"-drøm til at gå i opfyldelse for nylig...

Kommentarer

Nicolas Cage drømmer stadig om at være med i "Star Trek"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen