Tak for info Ridley, så venter jeg bare til den lange version udkommer.

Ridley Scott vil udgive 4,5 timer lang udgave af "Napoleon"
Joaquin Phoenix spiller den legendariske franske general i mesterinstruktørens kommende storfilm.
Som titlen antyder handler Ridley Scotts "Napoleon" om den franske, krigeriske general Napoleon Bonaparte, der spilles af Joaquin Phoenix ("Joker").
Storfilmen stiller skarpt på både Napoleons transformation fra menig soldat til kejser og på hans følelsesladede forhold til hustruen Joséphine.
Vanessa Kirby ("The Crown", "Mission: Impossible - Fallout") spiller Joséphine, og det er netop Napoleons hustru, der er hovedårsagen til, at Ridley Scott har en 4,5 timer lang version af "Napoleon" liggende. Dén udgave tilfører nemlig Joséphine-karakteren mere dybde og viser mere af hendes liv, før hun møder Napoleon.
Se også: Første storladne trailer til Ridley Scotts "Napoleon" med Joaquin Phoenix
Det er uvist, om Ridley Scotts ønske om at få den ekstra lange udgave af "Napoleon" udgivet, nogensinde går i opfyldelse, men biografudgaven bliver "kun" ca. tre timer lang.
Den 85-årige instruktør har tidligere med succes udgivet forlængede udgaver af sine værker. Bl.a. "Blade Runner" og "Kingdom of Heaven" findes i alternative versioner, hvilket har glædet mange Ridley Scott-fans i årenes løb.
Scotts næste projekt er i øvrigt det storladne, historiske actiondrama "Gladiator 2". Optagelserne i Marokko er p.t. sat i bero på grund af Hollywood-strejkerne.
"Napoleon" udkommer i de danske biografer den 23. november, før den dernæst udgives på Apple TV+.