"Vikings"-spin-off afslører rolleliste med danske skuespillere

Instruktør Niels Arden Oplev er også inde over "Vikings: Valhalla", som foregår 100 år efter originalserien.

Netflix-serien "Vikings: Valhalla" har offentliggjort en række af de medvirkende, og traditionen tro byder rollelisten på skandinaviske skueskuespillere.

Ud over Sam Corlett, Frida Gustavsson, Leo Suter, Bradley Freegard, Jóhannes Jóhannesson, Laura Berlin og David Oakes er der med danske øjne et par interessante navne at spotte.

Danske Asbjørn Krogh Nissen ses som Jarl Kåre, mens dansk-svenske Caroline Henderson, bedst kendt som jazzmusiker og forsangerinde i popgruppen Ray Dee Ohh, spiller Håkon Jarl. Historisk var Håkon Jarl Norges mandelige regent i slutningen af 900-tallet, hvilket er én af de kreative omskrivninger af historien i serien ud fra karakterbeskrivelserne fra Netflix, som kan læses nedenfor. Resten af castet er endnu ikke blevet bekræftet.

Læs også: De to "Valhalla"-film udkommer på Blu-ray – men kun i Tyskland

En uddybende beskrivelse af handlingen er endnu ikke blevet offentliggjort.

Det, vi ved er, at "Vikings: Valhalla" begynder i det tidlige 11. århundrede og skildrer fortællingerne om nogle af de mest berømte vikinger – heriblandt Leif den Lykkelige, Freydis Eiriksdottir, Harald Hårderåde og den normandiske konge Vilhelm Erobreren, søn af den danske vikingehøvding og første Jarl af Normandiet, Rollo.

Karakterbeskrivelser

Sam Corlett som Leif den Lykkelige

Leif er grønlænder, opvokset i udkanten af den kendte verden og kommer fra en fast sammentømret familie, der er gennemsyret af den gamle hedenske tro. Som frygtløs sømand og fysisk hårdfør er Leif vores indgang til en vikingeverden i voldsom forandring.

Frida Gustavsson som Freydis Eiriksdottir

Freydis, der er ekstremt hedensk, fyrig og enerådig, bærer en urokkelig tro på de "gamle guder". Hun kommer – ligesom sin bror, Leif – til Kattegat som en outsider, men bliver en inspiration for dem, der er tilhængere af de gamle traditioner.

Leo Suter som Harald Hårderåde

Harald er født ind i vikingeadlen og er en af de sidste af vikingernes såkaldte "bersærkere". Fordi han er flot, ambitiøs og karismatisk, er han i stand til at forene både kristne og tilhængere af Odin.

Bradley Freegaard som Knud den Store

Kongen af Danmark. En vis, kløgtig og hensynsløs vikingeleder, der holder sine venner tæt og sine fjender tættere. Hans ambitioner vil forme historiens gang i det 11. århundrede og gøre ham til en definerende figur i vikingetiden. 

Jóhannes Jóhannesson som Olav den Hellige

Olav er Haralds ældre halvbror. Han er ambitiøs og fysisk kæmpestor; han er en barsk og nådesløs viking. Olav er en kristen af Det Gamle Testamente.

Laura Berlin som Emma af Normandiet

Den unge, ambitiøse Emma af Normandiet er fra det normanniske hof og af vikingeblod. Politisk kløgtig og en af de rigeste kvinder i Europa.

David Oakes som Godwin af Wessex

Den ultimative overlever. Hovedrådgiver for Kongen af England. Han er født i den politiske udkant og kommer langt med sine snedige metoder.

Caroline Henderson som Håkon Jarl

Som en storslået kriger og tolerant leder regerer Håkon Kattekat med rolig hånd. Selvom hun er hedensk, har hun formået at holde Kattegat åben for alle trosretninger i en udfordrende tid. Hun bliver en stærk mentor for Freydis, der drages af hendes visdom.

Asbjørn Krogh Nissen som Jarl Kåre

Jarl Kåre udgør en trussel mod de gamle hedenske traditioner.

Pollyanna McIntosh som Dronning Ælfgifu

Dronning Ælfgifu af Danmark er beregnende og ambitiøs – og så spiller hun en rolle i de politiske magtkampe, der udspiller sig i Europa. Hun bruger sin charme og snedighed med stor effekt, da hun fremmer sit merciske hjemlands interesser og forsøger at hævde sig selv i Knuds voksende magtstruktur.

"Vikings: Valhalla" produceres af MGM Television og får premiere eksklusivt på Netflix.

Jeb Stuart, Michael Hirst, Morgan O'Sullivan, James Flynn, Sherry Marsh, Alan Gasmer, Sheila Hockin og John Weber er executive producere. Stuart er også showrunner og forfatter. Instruktørlisten inkluderer Niels Arden Oplev ("Ser du månen, Daniel"), Stephen St. Leger og Hannah Quinn. Vanessa Alexander, Declan Croghan og Eoin McNamee slutter sig til Stuart som forfattere.

Det vides endnu ikke, hvornår "Vikings: Valhalla" får premiere.

Kommentarer

"Vikings"-spin-off afslører rolleliste med danske skuespillere

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen