Trailer: Sidste tempofyldte trailer til Netflix’ "Avatar: The Last Airbender"
En af tv-historiens mest populære tegnefilmsserier omdannes lige straks til en actionfyldt live-action-serie – kan den mon leve op til originalen?
I morgen er der omsider streaming-premiere på Netflix' længe ventede live-action-nyfortolkning af "Avatar: The Last Airbender" – den Emmy-belønnede animationsserie, som oprindeligt kørte i årrækken 2005-2008.
Og lige op til premieren har Netflix frigivet en ny (og i øvrigt sidste) trailer til deres store seriesatsning, som har en del at leve op til, idet den tager afsæt i tv-historiens 7.-bedste føljeton ifølge IMDb's brugere. Mange fans er også skeptiske, fordi den oprindelige series skabere, Bryan Konietzko og Michael Dante DiMartino, afbrød samarbejdet med Netflix i 2020 på grund af kreative uenigheder.
Konietzko og DiMartino arbejder til gengæld på flere animerede fortsættelser og spin-offs til deres oprindelige tegnefilmshit, men de har altså ikke nogen tilknytning til det kommende Netflix-projekt.
"Avatar: The Last Airbender" foregår i en fantasifuld verden, som er delt op i fire nationer opkaldt efter de fire elementer – jord, vand, ild og vind – hvor særlige krigere udnytter elementernes iboende, magiske kræfter. Den unge dreng Aang er den såkaldte Avatar: den eneste, som kan tøjle alle fire elementer, og som forhåbentlig kan skabe fred i den krigshærgede verden.
Og mens Katara og Sokka kommer fra vandriget og hjælper Aang på hans mission, så kommer den udstødte Zuko fra ildriget og er fast besluttet på at fange Aang, så han kan genvinde sin ære og en plads ved sin krigsliderlige fars side.
Aang spilles af den 14-årige Gordon Cormier, mens hans bedste venner, Katara og Sokka, spilles af hhv. Kiawentiio og Ian Ousley. Derudover medvirker store navne som Ken Leung ("Lost"), Daniel Dae Kim ("Star Trek: Enterprise"), Paul Sun-Hyung Lee ("The Mandalorian") og Tamlyn Tomita ("Cobra Kai").
"Avatar: The Last Airbender" kickstartes som sagt i morgen, den 22. februar, på Netflix. Se den nyeste og sidste trailer her: