Ethan Hawke spiller skurken i Marvel-serien "Moon Knight"

Hawke skal spille over for Oscar Isaac i den kommende føljeton til Disney+.

Forleden udkom "WandaVision" på Disneys streamingtjeneste, Disney+ – den første af en lang række serier, der udfolder sig inden for Marvels etablerede filmunivers, det såkaldte MCU.

En af de andre kommende Marvel-serier er "Moon Knight", som handler om elitesoldaten Marc Spector, der begynder at bekæmpe kriminalitet, efter at han er blevet besat af den ægyptiske månegud Khonshu.

Oscar Isaac skal spille titelrollen, og sidste oktober hyrede man instruktøren Mohamed Diab, og nu har Marvel netop hvervet Ethan Hawke ("Sinister") til at spille seriens skurk.

Se også: Nye trailers til Marvel-serierne "Loki", "WandaVision", "What If..." og "The Falcon and the Winter Soldier"

Det vides endnu ikke, hvilken tegneseriefigur Hawke skal spille, men det er ikke utænkeligt, at han får rollen som Moon Knights ærkefjende, Bushman – en lejesoldat, som engang samarbejdede med Spector, men som gik i kødet på sin soldaterkammerat, da de faldt over noget egyptisk guld.

Optagelserne til serien går forhåbentlig snart i gang i Budapest, og Disney og Marvel satser angiveligt på at udgive serien allerede senere i år på Disney+.

Hawke er en travl herre i øjeblikket. Han medvirker også snart i det amerikanske remake af "Den skyldige" og den ambitiøse vikingefilm "The Northman", og han overvejer tilmed at lave en fjerde film i "Before Sunrise"-serien.

Kommentarer

Ethan Hawke spiller skurken i Marvel-serien "Moon Knight"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen