Første smugkig på 3. sæson af Marvels "What If...?"

Som den første serie i MCU-sagaen får "What If..." en 3. årgang, og vi har allerede fået det første klip fra den kommende sæson.

For nylig blev 2. sæson af Marvel Studios' "What If...?" rundet af på Disney+.

"What If...?" er en såkaldt antologiserie, som i hvert afsnit skildrer en kendt Marvel-historie med et unikt twist – hvad nu hvis Black Panther var blevet medlem af The Guardians of the Galaxy? Hvad nu hvis Doctor Strange havde udviklet sig til en ond, magtsyg troldmand? Hvad nu hvis vores elskede Avengers-helte forvandlede sig til blodtørstige zombier? Og så videre...

Vi har vidst siden 2021, at "What If..." som minimum ville få tre sæsoner, og efter at sæson 2 rundede af den 30. december, fik vi det første klip fra sæson 3, som også kan ses herunder. Og husk i øvrigt at se Moovy TV's interview med seriens Emmy-belønnede instruktør, Bryan Andrews ("Star Wars: Clone Wars", "Primal", "Samurai Jack"):

Se også: Moovy TV: Bag om Marvels "What If...?" med seriens prisbelønnede instruktør: Bryan Andrews

Scenen udspiller sig på en amerikansk landevej, hvor Marvel-(anti)heltene The Winter Soldier og Red Guardian kører derudad, før de bliver stoppet af ordenshåndhæveren Bill Foster.

Laurence Fishburne gentager rollen som Foster, som "The Matrix"-stjernen også spillede i live-action-filmen "Ant-Man and the Wasp", mens David Harbour ("Stranger Things") nok en gang spiller Red Guardian, som han spillede i "Black Widow" – og som vi i øvrigt interviewede Harbour om i sin tid.

Klippet fungerer også som en slags teaser til den kommende Marvel-film "Thunderbolts", hvori både The Winter Soldier og Red Guardian dukker op. Den udkommer efter planen i 2025, mens 3. sæson af "What If...?" endnu ikke har en officiel premieredato.

Se det omtalte smugkig her:

Kommentarer

Første smugkig på 3. sæson af Marvels "What If...?"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen