Øv, Nicolas Cage skal alligevel ikke spille Joe Exotic - Amazon skrotter deres "Tiger King"-serie

Når det gælder internetfænomener, skal man smede, mens jernet er varmt.

Æv...

Vi kommer desværre ikke til at se Nicolas Cage i rollen som den excentriske tigerkonge Joe Exotic. Det er resultatet, efter at Amazon har valgt at trække stikket på deres planlagte "Tiger King"-serie.

Under sidste års globale nedlukning blev Netflix-dokumentarserien "Tiger King" et gigantisk hit, og internettet svømmede over med "Tiger King"-memes.

Noget tydede på, at mens vi alle var i hjemmekarantæne foran vores skærme, så var en fortælling om tigre, tossede typer og mordforsøg netop det, vi havde allermest brug for. Succesen ville ingen ende tage, og mange af de store tv- og filmselskaber lugtede penge.

I hvert fald blev flere "Tiger King"-projekter søsat, hvoraf serien med Nicolas Cage i rollen som den titulære hovedperson nok var det projekt, der vakte allermest opsigt.

Læs også: Det er officielt: Nicolas Cage er den mest hårdtarbejdende skuespiller i Hollywood!

"Tiger King"-feberen var dog en kort fornøjelse, og her et års tid efter, er interessen dalende. Derfor har Amazon valgt at trække stikket, hvilket Nicolas Cage bekræfter i et nyligt interview. 

I samme interview fortæller Cage, at han, inden projektet blev lagt på is, allerede havde læst to fremragende manuskripter til serien.

Den kulørte historie om Joe Exotic er dog stadig i live hos andre selskaber. Et projekt med Kate McKinnon og John Cameron Mitchell i hovedrollerne er stadig undervejs fra det amerikanske selskab Peacock.

Selvom vi ikke får Cage at se som Joe Exotic, kan vi glæde os over, at hans seneste film "Pig" modtager stor ros fra kritikerne og forhåbentlig snart kan ses her til lands. Desuden kan vi allerede næste år opleve ham i den ultimative meta-film, "The Unbearable Weight of Massive Talent", hvor Nicolas Cage skal spille rollen som Nicolas Cage i en film om... Nicolas Cage.

Kommentarer

Øv, Nicolas Cage skal alligevel ikke spille Joe Exotic - Amazon skrotter deres "Tiger King"-serie

  • ★★★★★1

    Thank god! Det var så tydeligt et flash-in-the-pan, og sjældent har jeg set en tv-serie være så populær inden for kort tid og så hurtigt brænde ud i en sådan grad, at folk ingen appetit har for det længere. Selvom at idéen om Nicolas Cage i rollen kunne være sjov, så er idéen om dramatisere dokumentaren med skuespillere virkelig flad.

    Kruse15-07-21 12:12

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen