Arrival (2016)
Vellykket forsøg på en begavet og reflekterende sci-fic, der samtidig fint opbygger en god intensitet i spænding og alvor, selv om den del eventuelt kan forekomme en anelse forudsigeligt. Man kan måske give den skylden for at have fingeret og kalkuleret lidt med dele af dens plotelementer, for at holde dramaet og gøre det spændende for publikum. Samtidig kan man måske også beskylde den for at snyde visuelt en smule på vægtskålen, når det kommer til f.eks. Amy Adams karakter i løbet af filmens forskellige episoder.
Det ændrer dog ikke på en velkonstrueret handling, der leger lidt os og så er det jo altid dejligt med en sci-fic film der giver sig tid til at fortælle, frem for blot at smide fart og megabulder i hovedet på os (selv om det bestemt også kan være sjovt). Historien og anskuelsen der gemmer sig bagved er velment og har en eviggyldig eftertanke, der er værd at tage med og som giver fortællingen en flot menneskelig pondus, (måske særligt når man er forældre?). På den måde er det både den store og almenmenneskelige og samtidig den mere intime personlige beretning, der er at finde her.
Filmen byder desuden på et lækkert lyddesign, om end dele af det virker som noget vi har hørt i en del andre sci-fic film. Der er ligeledes en rigtig flot billedside, stilren og enkel, men samtidig rig på detaljer. Det er i øvrigt få film der lægger ud med at ramme rent og lykkes så godt med en følelsesmæssig mavepuster, som denne her gør. Av!
Bedømmelse: 8/10