Nicolas Winding Refn er også min danske yndlings-instruktør (med Lars Von Trier lige i hælene) og samtidig også en af mine yndlings-instruktører generelt set. Jeg så også "Pusher" i sin tid i biografen og var fuldstændig blæst bagover, fordi filmen var noget helt anderledes end hvad dansk film generelt havde at byde ind med på det tidspunkt.
Den hyper stilede intro, til tonerne af Peter Peters musik, og så Kim Bodnias tour-de-force præstation som den desperate protagonist, og især scenen hvor han flygter fra politiet med White Zombies hårdt-pumpede rock nummer i baggrunden, kan stadig give mig gåsehud den dag i dag. Og så har "Pusher" bare en autensititet og rå nerve over sig, som gør den nærmest dokumentaristisk i sin yderst troværdige skildring af det københavnske narkomiljø.
Herefter fulgte den stort set ligeså karismatiske og følelsesmæssigt fængende "Bleeder", der trods det at den foregik i et miljø ikke langt fra "Pusher" alligevel var en helt anden størrelse og en nærmest episk tragedie og kærlighedshistorie, der sirligt bundet sammen blev ophævet fra sit minimalistiske cast og miljø til at virke større og mere kraftfuld via en utrolig flot billedside filmet i cinemascope.
Ud over at disse to film var Refns første og stadig to af hans allerbedste, er de også kendetegnende ved at danne fundamentet rent visuelt, stil og musikmæssigt, samt temamæssigt set for NWR's efterfølgende værker, alle i øvrigt i fornem symbiose med nogle altid stærkt seværdige skuespilspræstationer.
I sin tredje film, og den første udenlandske af slagsen, i form af den stærkt David Lynch inspirerede "Fear X" (der på den ene side blev et anmelderost værk men på den anden side blev en kæmpe økonomisk fiasko, hvis færdiggørelse på randen af knockout er en fantastisk historie i sig selv og som kan ses i den fremragende dokumentarfilm "Gambler"), ser man dog en endnu en dimension til Nicolas Winding Refns instruktør-talent, da han bevæger sig over i et meditativt, hypnotiserende og metaforisk dvælende billedsprog, som ikke alle er lige vilde med.
Jeg har dog alle dage været dybt fascineret af det og i Refns "Valhalla Rising", samt i de sidste tre film, "Drive", Only God Forgives" og "The Neon Demon", er dette selv samme billedsprog i allerhøjeste grad en ligeså vigtig del af filmen som handling og skuespil og er i bund og grund en ekstra karakter, der giver de umiddelbart overfladiske fortællinger en ekstra dimension og ekstra lag at fordybe sig i.
Selv om Refns film ofte kan være nogle melankolske og lettere dystre størrelser, har han også en humoristisk side, som jeg er helt vild med, hvad en det er den mere direkte som i "Pusher" trilogien og "Bleeder", eller den mere syrede, abstrakte slags i den Kenneth Anger inspirerede "Bronson", der hvad hans udenlandske film angår er en ret atypisk en af slagsen i sit teatralske og kulørte portræt af en temmelig gusten og grum antihelt, der gør at man bekymrer sig om hovedpersonen trods hans ofte afstumpede handlinger. Så kort sagt har Nicolas Winding Refn rigtig mange og alsidige facetter i spil i sit virke som instruktør og derfor finder jeg også altid hans film for dybt interessante og fascinerende oplevelser.
Min stemme, selv om det var svært at vælge, går til Drive, hvor jeg havde nogenlunde samme biograf-oplevelse af at blive blæst følelsesmæssigt bagover, dog på en væsentlig mere afslappet facon, ligesom jeg havde det med "Pusher" i sin tid. Ud over at filmen rent visuelt samt måden den er redigeret på, er en stemningsmæssig nydelse af de helt store, ligger en stor del af fascinationen også i måden Ryan Goslings mytiske og stoiske antihelt bliver præsenteret og portrætteret på.
Dette giver mig som tilskuer mulighed for, da karakterens fortid aldrig forklares, selv at kunne træde i hans sko og dermed få en ud af kroppen oplevelse, som ud over at være ren nostalgisk eskapisme også gør forståelsen og indlevelsen i karakterens gøren og laden des ekstra intens, da vi alle kan nikke genkendende til The Drivers eksistentielle søgning efter en identitet og en mening med tilværelsen, samt i hans søgen efter at blive elsket og værdsat i denne på overfladen voldelige film, som sine brutale sammenstød og kriminelle miljø til trods i bund og grund er en ultimativ smuk og meget hjerteskærende kærlighedshistorie sat til et nostalgisk klingende og yderst stemningsfuldt 80'er soundtrack.
- Drive - 10/10
- Only God Forgives - 10/10
- Pusher - 9/10
- Bleeder - 9/10
- Pusher II - 9/10
- Fear X - 8/10
- The Neon Demon - 8/10
- Bronson - 8/10
- Valhalla Rising - 7/10
- Pusher III - 7/10