Folkene bag "Lights Out" og "It" filmatiserer horror-spillet "Until Dawn"

Skuespillere som Peter Stormare og Rami Malek medvirkede i det oprindelige PlayStation-spil.

Hollywood kaster sig over endnu en filmatisering af et succesfuldt videospil: "Until Dawn". Det rapporterer The Hollywood Reporter.

Spillet udkom til PlayStation 4-konsollen tilbage i 2015 og blev et stort hit blandt både anmeldere og gamere. Derfor kommer det ikke som den store overraskelse, at en filmudgave snart bliver søsat – og det er i øvrigt nogle garvede gyserveteraner, der laver filmen.

I instruktørstolen finder vi svenske David F. Sandberg, som senest lavede DC's to "Shazam!"-superheltefilm, men som fik sit gennembrud med stemningsfulde gyserkortfilm som "Lights Out", som han i 2016 lavede en spillefilmsudgave af i USA. Og manuskriptet til "Until Dawn"-filmen skrives af Gary Dauberman, der har arbejdet på hobevis af gysere, herunder "It", "The Nun" og "Annabelle".

"Until Dawn" blev i øvrigt skabt af spilselskabet Supermassive Games, der netop er kendt for sine historiedrevne horror-spil, og som Nordisk Film erhvervede tilbage i 2022:

Læs også: Nordisk Film køber Supermassive Games – selskabet bag de filmiske gyserspil "Until Dawn" og "The Quarry"

"Until Dawn" var pudsigt nok et enormt filmisk spil, der tydeligvis var inspireret af gyserfilm som "Evil Dead" og "Poltergeist", og hvor skuespillere som Rami Malek ("Bohemian Rhapsody"), Peter Stormare ("Minority Report"), Hayden Panettiere ("Scream 6") og Brett Dalton ("Agents of S.H.I.E.L.D.") medvirkede.

Efter en frygtelig ulykke tæt på en afsides hytte i USA's sneklædte Rocky Mountains, hvor to søstre forsvinder, vender søstrenes bror (Malek) og venner tilbage til hytten ét år senere for at forsøge at hele deres sår.

Men noget tyder på, at de ikke er alene i kulden og mørket – en maskeret galning rumsterer ude i sneen. Og der er tilsyneladende også noget endnu værre derude...

I "Until Dawn"-spillet skulle man løbende træffe svære, store beslutninger, som påvirkede historiens udvikling. Spillet havde således adskillige forskellige slutninger – heriblandt én, hvor alle overlever nattens rædsler, og én, hvor alle dør.

Det vides endnu ikke, hvornår "Until Dawn"-filmen lander i biograferne, og vi ved heller ikke, om nogen af spillets skuespillere gentager deres roller i filmatiseringen. I kan få et godt indtryk af spillets stemning og fortælling i denne spiltrailer:

Kommentarer

Folkene bag "Lights Out" og "It" filmatiserer horror-spillet "Until Dawn"

  • 0

    Det er et spil som minder lidt om en blanding mellem Scream og Final Destination. Det vil sige indtil slutningen, hvor det bliver ret fjollet. 

    Så det bliver nok en typisk gyser med en masse teenagere og ungdomsreferencer med typecastede roller og hvor der er en masse der dø. 

    Spillet var underholdende pga. du selv styrede karaktererne og deres valg og på den måde er engageret i udviklinge. Uden dette element er det ellers en ret kedelig og klichefyldt gyser.

    Kiyonji18-01-24 13:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen