Moovy Exclusive: Moovy til virtuel pressekonference med "The Creator"-instruktøren Gareth Edwards

Manden bag "Rogue One: A Star Wars Story" og "Godzilla" talte forleden med verdenspressen om sit nyeste sci-fi-opus.

Tiden flyver. Det er allerede 22 år siden, at Steven Spielberg lavede et storstilet science fiction-drama om et intelligent og lærenemt robotbarn, som funderer over sin "uægthed", alt imens det slentrer gennem fremtidens dunkle, skræmmende storbyer og møder en masse maskinhadende mennesker i følgeskab med en ældre rejsemakker. Den film hed, naturligvis, "A.I. Artificial Intelligence".

Dengang i 2001 var kunstig intelligens i stor udstrækning et ukendt fænomen, så Spielbergs perle kunne ikke nøjes med at bære A.I.-forkortelsen i titlen. Men i dag – takket være alt fra tjenester som ChatGPT og Midjourney til de stadig igangværende Hollywood-strejker – er kunstig intelligens på snart sagt alles læber. Og i denne uge er en anden sci-fi-veteran, Gareth Edwards, aktuel med en ny film om et intelligent og lærenemt robotbarn, som funderer over sin "uægthed", alt imens det slentrer gennem fremtidens dunkle, skræmmende storbyer og møder en masse maskinhadende mennesker i følgeskab med en ældre rejsemakker: "The Creator".

Retfærdigvis er de to film enormt forskellige, men "The Creator" – som Edwards både har skrevet og instrueret – har netop en meget Spielbergsk (læs: påfaldende optimistisk) tilgang til kløgtige maskiner, som ellers normalt skildres som en eksistentiel trussel mod vores race – både i og uden for Hollywoods fiktionsuniverser.

"The Creator" stiller skarpt på elitesoldaten Joshua (John David Washington, kendt fra "Tenet"), som hyres til at finde et hemmeligt A.I.-våben, der angiveligt vil gøre homo sapiens til en uddød art. Da Joshua endelig finder "våbnet", viser det sig at være en lille robotpige, Alphie, som soldaten forståeligt nok ikke nænner at likvidere. Med både maskinelle og organiske soldater i hælene tager de to afsted på et futuristisk road trip, som udstiller både menneskehedens og teknologiens dyder og unoder. Og et unikt venskab tager form.

"Jeg bliver ikke gjort til slave. I modsætning til jer."

Okay, Edwards, du prøver altså seriøst at overbevise os om, at ChatGPT inderst inde ikke er ude efter koderne til klodens atomvåbenarsenal?

"Altså, jeg begyndte at skrive filmen i 2018, da A.I. stadig var et luftkastel ligesom flyvende biler og tanken om at bo på Månen," fortæller Edwards os og en række andre udvalgte journalister, som deltager i filmmagerens virtuelle pressemøde via Zoom. "Dengang forestillede man sig, at man måske ville opleve det i ens levetid, men formentlig ikke. Men hvert eneste teknologiske gennembrud de sidste cirka hundrede år – såsom elektricitet, computere, internettet – har altid haft en seismisk effekt på industrien. Du ved... der kommer et bump på vejen, som vi bare skal forbi."

Ligesom sin film er Edwards dog i sidste ende optimistisk i forhold til kunstig intelligens: "Når støvet endelig har lagt sig, så tror jeg, at vi alle kigger tilbage og siger: 'Jeg er glad for, vi har strøm. Jeg er glad for, vi har computere. Jeg er glad for, vi har internettet.' Og jeg tror, vi kommer til at sige det samme her. De kommende år kan godt blive lidt udfordrende. Men det er et mægtigt værktøj, som kommer til at hjælpe en masse mennesker i verden, så jeg tror på, at fordelene vil overgå ulemperne."

Så smiler instruktøren alligevel skævt mod sit webcam og siger skælmsk: "Det siger jeg selvfølgelig, fordi når robotdommedagen oprinder, så finder maskinerne denne optagelse. Og så lader de mig være. Du ved... Jeg bliver ikke gjort til slave. I modsætning til jer, så..."

Interessant nok havde Edwards udtænkt robotterne som en metafor for udsatte mennesker, der jages og mistros, fordi de er anderledes – men virkeligheden halede altså ind på filmmagernes fortælling.

En helt ny (baglæns) måde at lave film på – i otte forskellige lande

Edwards' forrige film var "Rogue One: A Star Wars Story", som fik flotte anmeldelser og indtjente over én milliard dollars på verdensplan. Selvom både dén film og "The Creator" har kostet flere hundrede millioner kroner at producere og har gigantiske filmhold, så kan Edwards ikke helt fralægge sig sine rødder som "filmisk altmuligmand". Hans debutfilm, den hæderlige "Monsters", både skrev, instruerede og skød han, og han lavede sågar alle filmens imponerende computereffekter selv. Det gør han ikke længere, men ligesom på "Rogue One" ynder Edwards at få fingrene ned i mulden, og han betjente ofte selv kameraet på settet:

"Jeg er lidt af en tøsedreng, så jeg er glad for, at vi fandt et lille, let kamera. Jeg tror ikke, der er en eneste kameramand i verden, som nyder at stå med en tung mursten i flere timer i streg."

Og Edwards lyst til bare at gribe kameraet og skyde løs afspejler hele den løse, kreativitetsfremmende måde, han nyder at lave film på, hvor der improviseres løs foran og bag kameraet og ikke bruges millioner på at bygge kulisser på forhånd. For man kan jo i stedet være heldig at få scenen i kassen ved at rejse rundt og pludseligt falde over noget, der føles rigtigt for produktionen og historien.

"Normalt når man laver en film som denne, så designer man verdenen på forhånd. Man laver en masse flotte illustrationer. Dem viser man til et filmselskab, som så siger: 'Du finder aldrig et sted, som ser sådan ud. Du er nødt til at bygge det, og det koster 200 millioner dollars og kræver green screen.' Og vi sagde bare: Nej, nej, nej, nej. Glem billederne. Det her er vores idéer. Vi designer det ud fra det, vi ender med at optage. Så vi laver designet bagefter, når vi færdiggør filmen. Vi laver den nærmest baglæns.

"Så vi sagde bare... Lad os gå ud og lave filmen. Hvis filmholdet er lille nok, så er det langt billigere at flyve holdet rundt i verden, end det er at bygge kulisser. Så det endte bare med at handle om at finde den bedste location baseret på scenen. Så vi fandt frem til vulkaner i Indonesien... buddhistiske templer i Himalaya-bjergene... ruiner i Cambodia...

"Vi skød filmen i otte forskellige lande, og vi lavede den nærmest, som om den var en lille independent-film. Og da vi så var færdige med at skyde, så havde vi en stor del af budgettet til effektfolkene. Vi klippede filmen, gav vores billeder til scenografen og designerne, og så gjorde de det, man normalt gør halvandet år før, man begynder at optage. Så lavede vi jo også kun designs og sci-fi-detaljer til de skud, vi faktisk ville bruge. Det er virkelig effektivt. Jeg har ikke lyst til at lave film på nogen anden måde nu."

Tårer og toere(?)

"Jeg forstår nu, hvorfor I græder. Men det kan jeg aldrig gøre," siger Arnold Schwarzeneggers terminatormaskine til slut i "Terminator 2: Dommedag". Men med "The Creator" håber Edwards, at hans saga om robotter og mennesker ikke blot får os til at diskutere A.I., mangfoldighed og militært magtmisbrug, men at dens fortælling om en traumatiseret menneskesoldat og en empatisk robotpige også netop stimulerer vores tårekanaler og følelsesapparater – og mens han konstaterer det, refererer han pudsigt nok til en anden Spielberg-klassiker:

"Filmen, der nok gjorde størst indtryk på mig som barn, var Steven Spielbergs 'E.T.' Da jeg som barn gik ind i biografen, var jeg kun interesseret i at se et rumvæsen, et rumskib og, du ved, BMX-cykler. Men så blev jeg bare rørt til tårer af den følelsesmæssige rejse med de to...

"Og jeg føler, at det er målet med enhver film, man laver. Du ved, man siger det ikke højt, for så kan man let fejle. Men hvis du ikke får nogen til at snøfte eller græde, så udnytter du ikke for alvor filmmediets kraft. Så det er altid det hemmelige mål, når du skriver en film: at du laver noget, der påvirker folk følelsesmæssigt. Så er det selvfølgelig op til andre at fastslå, om det lykkes eller ej."

Der er i hvert fald mange, der allerede har reageret enormt positivt på Edwards' "The Creator". Her på Moovy er vores anmelder (mildest talt) også begejstret. Derfor begynder man selvfølgelig allerede at spekulere over, om Edwards har en toer i støbeskeen?

"Det er pudsigt, at hver gang jeg har lidt fritid og gerne vil sætte mig ned og se noget, så ender jeg og min kæreste altid med at skændes. Hun vil gerne se tv-serier og binge noget på streaming, og jeg vil gerne se en film. Vi bliver aldrig enige. Og hun spørger mig: 'Hvorfor vil du ikke se tv? Du ser aldrig tv-serier, hvad sker der?' Og jeg tænkte så også over, hvad mit problem mon var. Og så indså jeg, at jeg virkelig godt kan lide slutninger. Min yndlingsdel i en historie er slutningen. Den bedste del af joken er punchlinen. Så når jeg arbejder på et manuskript, arbejder jeg altid bagud fra slutningen. Og alt bygger op til dét øjeblik.

"Så derfor er filmen hér selvstændig. Selvom jeg elsker denne verden og tingene i den, og selvom det var fantastisk at designe og bygge alting og skyde i flere smukke lande... Men en fortsættelse er ikke på min dagsorden. Det er jeg ikke interesseret i."

Og hvad så hvis filmselskabet faktisk beder om en fortsættelse, og den annonceres om et par år? "Så trækker jeg min udtalelse tilbage. 'Sagde jeg det dér? Nej, nej. Det var altid meningen, at jeg ville lave en trilogi!'"

"The Creator" har dansk biografpremiere den 28. september.

Kommentarer

Moovy til virtuel pressekonference med "The Creator"-instruktøren Gareth Edwards

  • ★★★★★★1

    Spændende måde Edwards arbejder baglæns på - og fedt så meget han er inspireret af Spielberg.

    Ærgerligt at Spielberg ikke mest bliver vurderet på de fremskridt han har gjort for film, frem for det han har lavet de seneste år. 

    Jeg glæder mig til denne, ser virkelig lovende ud.

    Wayne28-09-23 10:59

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen