Trailer: "Priscilla": Ny trailer til Sofia Coppolas prisbelønnede film om Elvis og Priscilla Presley

Cailee Spaeny vandt prisen for Bedste skuespillerinde på årets Venedig-filmfestival.

Nogle måneder efter den første teaser og få uger efter verdenspremieren på Venedig-filmfestivalen – hvor filmen i øvrigt var nomineret til Guldløven – har A24 nu frigivet en ny, begivenhedsrig trailer til "Priscilla".

Sofia Coppolas kommende portrætfilm stiller skarpt på Priscilla Presley – Elvis' enke, som mødte rockkongen i Tyskland som 14-årig i 1959 og otte år senere blev gift med musikeren.

Sidste år fik vi Baz Luhrmanns stort opsatte "Elvis", men selvom Coppolas film uden tvivl også bliver en æstetisk fornøjelse, så er den tydeligvis mere mådeholden og nedbarberet end Luhrmanns audiovisuelle festfyrværkeri.

Se også: Matthew McConaughey spiller Elvis i ny animationsserie – se traileren

"Priscilla" er baseret på Priscilla Presleys egen selvbiografi fra 1985, "Elvis and Me", og i filmen spilles hun af Cailee Spaeny ("Bad Times at the El Royale"), mens Elvis spilles af Jacob Elordi ("Euphoria").

Coppola har også skrevet manuskriptet til filmatiseringen. Tilbage i 2004 vandt hun en Oscar for sit manus til "Lost in Translation", og hun har tidligere lavet et historisk kvindeportræt i form af "Marie Antoinette". Moovy Podcast har også lavet to afsnit om den prisbelønnede filmmager, som du kan finde på alle de store podcasttjenester og læse mere om her og her.

"Priscilla" udkommer i de danske biografer den 23. november, og den nyeste trailer kan ses her:

Kommentarer

"Priscilla": Ny trailer til Sofia Coppolas prisbelønnede film om Elvis og Priscilla Presley

  • ★★★★★0

    Det ser dælme godt ud, glamouriseringen af deres forhold der blev skildret lige lovligt rosenrødt (ud fra den smule jeg har læst om det) i filmen fra 2022 is about to get a wakeup call.

    Men det også viser også blot tydeligt forskellen på de to instruktør, hvor Baz Luhrman er mere Flamboyant i sin udfoldelse og Sofia Coppola mere realistist i hendes fremstilling af tingene.

    Ikke at det andet er en negativ ting, det er blot to forskellige tilgange, hvor Baz Luhrman mere har set på selve ikonet Ikonet, og hans indflydelse på hele verden, hvor Coppola nok mere viser hans indflydelse/indvirkning på Priscilla i det nok knap så flatterende lys.

    Elwood 5-10-23 09:09

  • ★★★★★★0

    Cailee Spaeny er godt castet til rollen - med sine 1,96 (i forhold til Elvis 1,82) virker Jacob Elordi som en noget forstørret udgave i sin rolle. Men det er vel med til at understrege det ulige forhold.

    Stemningsmæssigt virker det som om at Sofia Coppola rammer rent - men det kan de jo i den familie. Jeg glæder mig langt mere til denne end jeg gjorde til Luhrmans Elvis.

    Wayne 5-10-23 09:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen