Anmeldelse: Black Panther: Wakanda Forever
Værdig "Black Panther"-tronfølger er bedre end sin forgænger.
Der er egentlig ikke rigtigt noget nyt at skrive om Marvel Cinematic Universe, som ikke er skrevet før. Med fare for at gentage introduktionen på samtlige Marvel-anmeldelser, behøver baggrunden for MCUs overvældende succes vist ikke at fortælles endnu engang. Siden 2008 med "Iron Man" er de fleste godt klar over, hvad der har foregået på den front. Hvad mange nok ikke ved er, at fase 4. allerede nu har nået sin ende. Overordnet set en slags overgangsfase. Universet har skulle finde sig selv, samtidig med, at navlestrengen til fanfavoritterne fra The Avengers ikke helt er blevet kappet over. Over syv film, der begyndte med "Black Widow" og nu slutter i en anden del af dyreriget, har der for så vidt ikke været den røde tråd fra tidligere, der endte med at slå knude på sig selv. Det pyntede gevaldigt med anderledes tilgange i "Eternals" og "Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings". Og det klæder især "Black Panther: Wakanda Forever", der for første gang i MCU-sammenhæng er en nuanceret opfordring til ikke at slå på tæven for enhver pris.
I kølvandet på Black Panther/Kong T'Challas død forsøger wakandianerne at komme sig og forberede sig på en ny æra. Dronning Ramonda (Angela Bassett), Shuri (Letitia Wright), M'Baku (Winston Duke), Okoye (Danai Gurira) og Dora Milaje-hæren må stå sammen for at beskytte deres land fra udefrakommende trusler. Både dem, der viser sig at være modstandere storpolitisk, men også en magtfuld nation, som har holdt sig under overfladen de sidste 500 år. Den undersøiske Kong Namor (Tenoch Huerta) føler sig nemlig truet af verdens andre nationer – og Wakanda.
Chadwick Boseman døde som bekendt på tragisk vis af kræft i 2020. Blandt fans, og nok mest de amerikanske af slagsen, blev Boseman ophøjet til at være et ikon. I Hollywood gik snakken endda om at bygge en forlystelsespark af Wakanda til ære for den afdøde skuespiller. Derfor blev det besluttet ikke at lade en anden skuespiller overtage rollen som Black Panther. En anderledes retning var derfor nødvendig. Måske har dødsfaldet og Corona-pandemiens eftertænksomhed gjort Disney og Marvel godt.
Nuvel, der er fanservice med sin andel af Boseman-sorg. Indimellem en hugtand for meget. Men kvaliteterne drukner aldrig i sentimentalitet. For "Black Panther: Wakanda Forever" er en oprigtigt vellykket film. Endda med noget på hjertet. Om ikke lade sig æde op af hævngerrighed og sorg. Ikke at lade følelser eksplodere, når magten korrumperer. Og om at søge dialogen og kompromiset frem for kampen. For dér vil meningsløse tab uundgåeligt komme, synes det afdæmpede katarsis i sorgbehandlingen at udlægge. Instruktør Ryan Coogler formår at samle trådene harmonisk, underholdende og velspillende. Dette med en skuespillerbesætning, som måske ikke har samme star quality som de niogtyve foregående MCU-film. Til gengæld har Letitia Wright & Co, med en virkeligt stærk besætning af skuespillerinder i de bærende roller, det mere kemi og bidrager med dybere karakterstudie, end hvad der er sædvanen i superheltefilm. Alene dét, gør "Black Panther: Wakanda Forever" til en bedre og mere helstøbt film end "Black Panther".
Flere andre elementer udgør byggestenene i det, der er nok den bedste MCU-film i årevis. Designet af det undersøiske azteker-inspirerede kongerige, Talocan, er ganske enkelt fantastisk. Vestens brutale kolonialisme får et velfortjent hak over snuden, når Kong Namor, kraftfuldt spillet af upåagtede Tenoch Huerta, viser sig at have alt andet end usympatiske hensigter, og stiller spørgsmålstegn ved hvem der egentlig er skurkene. Pilen peger på den vestlige verden, men hér er Coogler ikke modig nok til at gå planken ud og kradse i særligt den polerede amerikanske og europæiske selvbevidsthed. Det er egentlig en skam. Omvendt skal man heller ikke bide den hånd, som fodrer én. Og netop hér trædes ved siden af. Der følges nemlig ikke op på dén tråd, som ellers udgør det indledende plot – og grænser derfor til et kæmpe plothul. Til gengæld er der så meget kød på resten af filmen, at den er svær ikke at anbefale som værdig tronfølger.
Når "Black Panther: Wakanda Forever" giver sig tid til at formidle den fredssøgende historie, elegant fortalt i skyggen af Chadwick Boseman, med et snas af indignation på vegne af naturfolk, burde 161 minutter være nok til at følge alt til dørs. Især når actionsekvenserne er relativt begrænset til ære for fortællingen. Skønhedsfejlen til trods, der trækker én stjerne ned, er sidste film i MCU’s fase 4. også den bedste i dén runde.