Anmeldelse: Bytte bytte baby

Dansk folkekomedie sammenfletter retrolystspil og fertilitetsrekrutteringfilm i grotesk forening.

Som i så mange andre brancher, kan filmverdenen ikke sige sig fri for at bølge i tendenser og strømninger. I Hollywood er især Disney mestre til at fordre publikum med lige præcis dét, de ikke vidste var det vigtigste at tage i biografen for. Herhjemme viser folkekomedien sig gang på gang at tilpasse sig tid og temaer, men i bund og grund er det gammel vin på nye flasker. Derfor er det ikke så underligt, at film som "Lykkelige omstændigheder", "Elsker dig for tiden" og nu "Bytte bytte baby" er udsendt over det sidste halve år. For de ligner hinanden. Rigtigt meget. Man skal jo smede, mens jernet er varmt.

Cecilie (Mille Dinesen) og Andreas (Lars Ranthe) skal være forældre. Det skal Liv (Katinka Lærke Petersen) og Malte (Kasper Dalsgaard) også. Og som så mange andre par, har det været nødvendigt at gå vejen forbi en fertilitetsklinik. Vejen dertil har været omstændig for vores gæve aspirerende forældre, og nu er det altså lykkedes. Forude venter ni måneders sød ventetid med pastelfarvede balloner og babyklicheer i spandevis. Altså lige indtil de to par opdager, at klinikken har ombyttet de befrugtede æg mellem Cecilie og Liv. Den alternative behandler Liv er gravid med den emsige advokat Cecilies baby, og babylykken bliver med ét vendt på hovedet. Men nu vejen til graviditet har omstændig, synes løsningen at bytte babyer ved fødslen, men dilemmaet sætter gang i en lavine af både hverdagslige og absurde konflikter. 

"Bytte bytte baby" er segmenteret genrefilm, når det er allermest kalkuleret. Barbara Topsøe-Rothenborgs film er rettet mod de kvinder, der går med baby på hjernen. Før, under og lige efter. Og som ikke kan tænke på noget som helst andet. Overhovedet. For det her er portræt af en verden, hvor alle mennesker uden undtagelse ikke tænker på noget som helst andet og kan relatere til de baby- og forholdsproblematikker, omsat som bizar fertilitetsrekrutteringsfilm. Det er ikke værre eller bedre end, at der sagtens kunne være lårklaskende forvekslingskomik et sted, som publikum kan "hø-hø! kender du den?"-relatere til. I denne omgang er det hverken sjovt eller relaterbart. 

Fortærskede klichéer og virkemidler står i kø for fuld skrue. Handlingen skabes af forsøget på komik af de konflikter og fordomme, som kommer sig af kultursammenstød. Ung versus gammel. Rig og fattig. Højtuddannede og håndværkere. Underkuede mænd og stærke kvinder. Overskudsmænd og hysteriske kvinder. Veganere og kødspisere. Kolonihave på Amager og kæmpevilla på Strandvejen. Grøn Tuborg og Riesling. Så alle kan ligesom være med. Især dem, hvis kønssyn og narrativ er som taget ud af et 50’er lystspil med Poul Reichhardt og Dirch Passer. 

Men er her tale en kærlig prikken på maven til det moderne forhold i stedet? Nej. Kvinder reduceres til retoucherede ego-Instagram-ammehjerner, som ingen værdi har uden børn. Mænd som bøvede tøffelhelte, Christian Tafdrup ramte plet med i satiren "En frygtelig kvinde". Bromance-sekvensen med Lars Ranthe og Kasper Dalsgaard, der som rigtige mænd finder fælles maskulin forbindelse over at smadre et trægulv i slowmotion til Dizzy Miss Lizzy og håndbajere kandiderer til årtiets mest tåkrummende Copenhell-mandetype-parodi. Danske film om forhold og unge mødre spejler sig naturligvis i den danske litteratur de senere år, som blandt andre Stine Pilegaard og Tine Høeg har været eksponenter for med fantastiske bidrag. Det lykkedes endda at overføre "Meter i sekundet" vellykket til levende billeder. Dansk film har dog i årtier kæmpet med sin egen identitet og publikum om, at den er mere end socialrealisme og folkekomedie. De regionale støtteordninger, som Den Vestdanske Filmpulje, har en mission om at omfavne bredt, men på mange måder modarbejdes de takter i dansk film de seneste ti år. Film som "Bytte bytte baby" er et trist vidnesbyrd om, at det er svært at fravriste sig koncepter, der for længst burde være døde og borte. I et misforstået forsøg på at tale til alle danskere, tales i stedet til allerlaveste fællesnævner.

"Bytte bytte baby" lander i de danske biografer 70 år for sent. Måske findes et publikum, som filmen taler direkte til. Som søger mod klassiske kønsrolle og dyder fra 50'erne. Som klukker over fladpandet lavkomik, der aldrig rigtigt er sjovt. Det håber jeg virkeligt, virkeligt ikke er tilfældet.

Bytte bytte baby