Anmeldelse: Meter i sekundet

Filmatisering af dansk nyklassiker er en vellykket komedie, der kan tale til alle i landet.  

Kom der noget som helst godt ud af corona-året 2020, var det en nybølgen i dansk litteratur. Især af unge kvindelige forfattere bragede frem på scenen, og især én bog blev en kæmpe succes: Den fornøjelige og rørende "Meter i sekundet" af Stine Pilegaard. Trods forlæggets kreative brug af forskellige stilarter og temmeligt grovkornet humor, blev det én af årets mest læste bøger i Danmark. Når en filmatisering næsten automatisk er en selvfølge, synes Hella Joof måske ikke som det mest oplagte valg som instruktør. Det viser sig nu, små tre år efter bogen udkom, at det tidligere "Det brune punktum"-medlem er den helt rette til at vække bestselleren til live på det store lærred.

Da Marie (Sofie Torp) modvilligt følger sin kæreste og tager fra dynamiske København til noget roligere Vestjylland, vendes der op og ned på hendes liv. Rasmus (Thomas Hwan) har nemlig fået en stilling på Vestjyllands Højskole. Mens hendes kæreste suges ind i højskolelivet, udvikler mødet med landsbyen Velling sig til et kulturchok for Marie. Langsomt tager hun dog områdets kultur og sprog til sig og finder ud, at livet i Velling måske er anderledes, end hvad det fra start tager sig ud for.

Et så markant skifte fra hovedstaden til det vestjyske kræver sin omstilling. Især den sproglige dimension, hvor det går noget langsommere og med færre ord, modsat hvad den hurtigsnakkende og ironiske Marie. Temaet er også den gamle traver om kulturforskellene mellem Jylland og Sjælland, men med et kærligt glimt i øjet. Og mest af alt så ufatteligt humoristisk fremstillet hele vejen rundt, at ingen bør føle krænket og derfor en film alle kan være med på. Dét i sig selv er et tveægget sværd som filmatiseringens svaghed og styrke, men mest sidstnævnt. 

For "Meter i sekundet" er herligt veloplagt. Den komiske timing er Joof er ganske enkelt ekspert i, og med Stine Pilegaards fantastiske dialoger er der ikke rigtigt noget som kan gå galt hér. Fremstormende Sofie Torp får sit helt store gennembrud i sin første egentlige hovedrolle, som hun løfter til noget nær perfektion som utilpasset københavnersnude (dog med tung jysk dialekt, men pyt). Balancegangen mellem lårklaskende upassende kommentarer i mødet med de mere fåmælte lokale og desperationen i at passe ind balanceres umage og elegant. For hverken film eller bog handler bare om hvor fjollede kulturmøder kan være. Marie er også en usikker, ung kvinde, der sætter spørgsmålstegn om sin egen eksistens og den overvældende ensomhed. Når man ikke kan spejle sig i samfundet omkring én og vice versa.

Bogen er ikke alene opbygget som en fortælling omkring Sofies møde med Velling og et sprudlende persongalleri, ført an af blandt andre Christian Tafdrup og Bodil Jørgensen. Marie overtager en brevkasse, der på bedste Tove Ditlevsensk vis svarer ærligt og filosofisk dem, der skriver ind. Samt en række sangtekster, der underbygger tema. Manuskriptforfatterinderne Jenny Lund Madsen og Ida Maria Rydén lykkedes med at indsamle stilarterne, fange atmosfære og store dele af de humoristiske optrin – heriblandt de komplet gakkede køretime-sekvenser. At brevkasse-segmentet er integreret som en slags magisk realisme er elegant løst af dem og Joof. At der kunne være gjort mere ud af bl.a. Maries urkomiske besættelse af Anders Agger og de sproglige sammenstød er en anden snak. Og så er musikken unødvendigt ledende. Materialet er godt nok i sig selv. Netop Stine Pilegaards fremragende oplæg gør, at ikke kun komikken er i højsædet. Det eksistentielle tema bliver mere spiseligt efter et grin, og dét formår "Meter i sekundet" at servere.  

Filmatiseringen af Stine Pilegaards nyklassiker er et overraskende vellykket bud på en komedie, der kan tale til alle danskere. Humoren bliver aldrig for pruttet eller for ironisk til ikke at blive fanget. Dertil rammes en dybere dimension om isolation og ensomhed. Noget vi alle kan relatere til, uanset hvor i landet man er fra.