Anmeldelse: Ja-dag (Netflix)

Den skabagtige "Ja-dag" sigter konstant efter laveste fællesnævner.

Som det ofte er blevet bevist, er der ingen grænse for, hvad Netflix vil finansiere. Streaminggiganten har givet os alt fra kunstneriske perler som "Roma", "BoJack Horseman" og senest "Dronninggambit". Men samtidig tilbyder amerikanerne os makværkerne "The Wrong Missy", "Coffee & Kareem" og tvivlsomme "Project Power" i en lind strøm. Seneste satsning er "Ja-dag". En komedie, der har hjertet på det rette sted, men som desværre ikke får meget ud af sin fjollede præmis.

Allison (Jennifer Garner) og Carlos (Édgar Ramírez) mødte hinanden i deres ungdom, hvor de havde friheden til at sige ja til alle livets spændende oplevelser og udfordringer. Men efter de blev gift og fik børn, blev Allison pludselig mester i at sige nej, og Carlos lader konen styre alt, når beslutninger skal træffes på børnenes vegne. Efter at have set deres tre børns negative reaktioner på forældrenes opdragelse, som smitter af i skolen, vælger ægteparret at indføre en ja-dag. En dag, hvor børnene kan bestemme alt, hvad der skal ske, og forældrene bare skal makke ret!

Præmissen bag "Ja-dag" er sød, fjollet og nem at relatere sig til. For hvilket ungt barn eller teenager kunne ikke ønske sig at bestemme alt, mens ens forældre, der altid er sure og siger nej, må finde sig i det meste? Manuskriptforfatteren Justin Malen har en idé, som de fleste af os sikkert kan nikke genkendende til, og som i hvert fald nok bør kunne give en finurlig, familievenlig komedie, der skal vare 86 minutters spas og løjer. Især med et nobelt mål om at hylde, hvordan forældre værner om deres børn – kontra hvordan børnene føler, at de aldrig må have det sjovt.

Desværre får instruktøren Miguel Arteta ikke meget ud af sin præmis. Hurtigt gives der efter for en historie, der ikke har nogen sans for retning. Hvor der satses på tilfældig falden-på-halen-humor, som udgøres af børnenes skabagtige påfund, letkøbte popkulturelle indslag og en historie, der mangler et formål. For slet ikke at tale om, hvordan filmen går i stå halvvejs inde for at reklamere for forlystelsesparken Six Flags Magic Mountain. Eller den obligatoriske kendisgæsteoptræden – denne gang på vegne af sangerinden H.E.R. – som stjæler unødvendigt fokus. Som om filmen i sig selv prøver at være cool med de unge ved blot at pege på noget, det unge segment kan lide, i håbet om at opnå anerkendelse.

Som filmen dog nærmer sin konklusion, kommer der en elskværdig pointe om overbeskyttende forældre og om, hvordan børn gør oprør for at stå på egne ben. Beskeden er sympatisk, men ikke fulgt til dørs. Blandt andet grundet tåkrummende skuespil. Jennifer Garner gør det godt som en mor, der vil engagere sig med sine børn, men hun ender med at være pinligt overentusiastisk. Som en forælder, der insisterer på at kysse sit barn farvel foran klassekammeraterne uden at være bevidst om pinlighederne ved netop det.

"Ja-dag" scorer to stjerner for at have et godt budskab, som de fleste af os kan være enige i, og (meget) få grin. Desværre på baggrund af en film, der stort set ikke fungerer. Humoren er forceret, historien mangler fokus, og emnerne fortjener bedre end kun at blive gransket overfladisk – og så hjælper en overgearet Jennifer Garner heller ikke just. Skabagtige "Ja-dag" sigter konstant efter laveste fællesnævner, så det bliver et nej i denne omgang.

"Ja-dag" ("Yes Day") kan ses på Netflix fra 12. marts.