Anmeldelse: Dronninggambit – Sæson 1 (Netflix)

Miniserien "Dronninggambit" om et ungt og problematisk skakgeni har sine problemer, men formår at vinde sit skakparti stort i sidste ende.

Vejen har været lang i forsøget på at oversætte "Dronninggambit", Walter Travis' roman fra 1983, til levende billeder. Fra forfatterens død året efter bogens udgivelse til Heath Ledgers ønske om at instruere og medvirke i fortællingen, inden skuespilleren selv omkom alt for tidligt. Opgaven er nu flere år senere landet hos Scott Frank, der senest var nomineret til en Oscar for sit manuskriptarbejde på "Logan". Og Scott Frank viser sammen med medskaberen Allan Scott, at de bedste ting oftest lader vente på sig.

Vi møder Beth Harmon (Anya Taylor-Joy), da hun er otte år, hvor moderens død sender hende på et børnehjem. Her opdager hun skak og fascineres af det intelligente spil, som hun troligt spiller med pedellen. Med alderen bliver hun afhængig af piller og alkohol, der udvider hendes sind og beroliger hende, men også fører til en masse nedture. Den unge kvinde formår dog at skabe en imponerende skakkarriere, men kæmper samtidig med misbrug, en introvert personlighed og det at være en kvinde i en mandsdomineret verden – og sport – i 1960'erne.

Historien i "Dronninggambit" er ikke just original, og det er let at forudse, hvilke drejninger Scott Frank smider på skakbrættet. Historien udspiller sig som en typisk biopic – til trods for, at Beth Harmon er fiktiv – med tilhørende klichéer, der plejer at følge genren. En underdog-historie, der går fra fiasko til overraskende succes til den ødelæggende nedtur og efterfølgende optur. Især sidste afsnit får spillets skakbrikker flettet lidt for belejligt sammen i kampen mod en anonym skurk. Alligevel forbliver Netflix' seneste skabning medrivende takket være Scott Franks dygtige instruktion og manuskript. Snedigt bygges der op til skelsættende øjeblikke, hvor de små detaljer ender med at betyde meget, når hvert et træk i skakspillet kan have store konsekvenser. Det samme kan siges om miniseriens beskedne politiske budskaber om ligestilling og det at være en kvinde i en mandeverden, hvor de emotionelle øjeblikke har overraskende god pondus.

Midt i skakspillet kunne Beths misbrug være underbygget bedre. Vi ved, hun har et misbrug, men konsekvenserne af dette ses sjældent. Dog viser serien et troværdigt indblik i traume, hvor Beth tydeligt er mærket af sin hårde opvækst og det medfølgende svigt. Serien er også god til at give indblik i Beths tankegang i forhold til skak – hvordan hun griber spillet an og bruger sit talent – i modsætning til bare at vise, at hun er et geni. At publikum bliver inddraget i processen er ikke blot godt valgt, men også vist på en flot måde med skakbrættet placeret visuelt i loftet, hvor vi følger hvert et træk.

Rosen skal dog også gå til skuespillerne, hvor især Anya Taylor-Joy én gang for alle cementerer sig som en af tidens bedste unge talenter. Den argentinsk-britiske skuespillerinde, der slog igennem med "The VVitch" og "Split", viser, at hun har en lys fremtid foran sig. Mesterligt håndterer hun evnen mellem at være succesrigt skakgeni, introvert person og svigtet misbruger. I en retfærdig verden bliver hun forhåbentligt – som det mindste – nomineret til Emmy-priser for sit flotte arbejde.

Miniserien har sine problemer, men når skakpartiet alligevel vindes i sidste ende, gør det ikke det helt store. "Dronninggambit" er forudsigelig, men alligevel emotionelt effektiv og medrivende i sin indvielse i skakspillets verden. Scott Franks sans for detaljer skaber medrivende øjeblikke, der opløftes af Anya Taylor-Joys fantastiske præstation. Selvom historien ikke just er videre original, har det været ventetiden værd at se Walter Travis' værk blive oversat til levende billeder.

Anmeldelsen er baseret på alle afsnit, som kan ses på Netflix.