Anmeldelse: Synkefri

Autentisk drama om tragisk dansk havulykke holder sig oven vande trods overfloden af 80’er-romantisering.

Når der åbnes op for sluserne, kan det mest teatralske drukne i højtragende patos og svælgende drama. Men nye vinde blæser og en anden retning er sat. Tiderne er skiftet. Publikum er blevet klart til at kigge ned i mørkets dyb  Den aktuelle jyske nybølge i dansk film lever primært sit liv under sindige bølgestrøg. Hæmmede træmænd dykker helst ikke ned i følelsernes rige. At tale om traumer og sorg er uudforsket territorium og fortid skal forblive fortid. Eller skal det også det? Instruktør Christian Andersen ser med sin personlige spillefilmsdebut tilbage på en anden tid, hvor selv det mest sammentømrede og synkefri lokalsamfund kan væltes omkuld. 

I 1981 forliser den synkefri redningsbåd RF2 under en redningsaktion ved Hirtshals Havn, og ni mænd mister livet. Da myndighederne placerer ansvaret for ulykken hos styrmanden på båden, sætter sønnen Henrik (Sylvester Byder) sig for at efterforske ulykkens egentlige årsag for at rense sin fars navn. I sin jagt på sandheden skal Henrik kæmpe mod byens fiskere, som frygter, at ulykken vil koste arbejdspladser. Samt myndighederne, der for alt i verden vil undgå en offentlig skandale. Alt imens truer sorgen med at splitte Henriks familie.

"Synkefri" er baseret på virkelige hændelser fra det nordjyske, da en forfærdelig hændelse blev forsøgt tysset ihjel. Et klassisk drama ville fokusere på hvordan myndighederne prøvede at lukke sagen og løbe fra ansvaret, hvilket også er fortællingens egentlige akse. Primus motor er dog ikke Henriks krav på at rense sin fars navn fra at være årsagen til ulykken, men hvordan et konfliktsky lokalsamfund lukker sig om sig selv i kølvandet på en tragedie. 

En lokal står bag "Synkefri". Det er åbenlyst fra første scene. Christian Andersen er selv født og opvokset i Hirtshals, hans familie var selv berørt af den lokale katastrofe. Det mærkes på den levende skildring af miljø og mennesker. Lunt sættes alle sejl i et familiært persongalleri af fiskere og deres familier. Jolly Cola’en står på kakkelbordet, reperationsbajere serveres håndvarmt fra indkøbsposen og CV Jørgensen toner frem fra i bilradioen. Tidsportrætet fra ‘81 optegnes gulbrunt. Som efter en tjekliste. Måske overvejende som et støjende krydsningsskema end sat i jovial harmoni fra sindige Nordjylland. Altså udover, når der ruskes op i de ting som ikke skal tales om. Det klares nemmere med en håndmad og en blodtud på det lokale brune værtshus.

Netop de afdæmpede, akavede situationer og den kontante afregning, når farlige følelser dukker op på overfladen, er filmens stærkeste kort. Den afmålte følelsesspektrums klaustrofobi kvæler Henriks idealistiske handlekraft med bomstærke fiskerhænder. Omgangstonen er på overfladen hård. Den kollektive accept af, at problemer håndteres sådan, skaber også en afvæbnende, hårdtslående humoristisk dimension, der skaber en veloplagt ping-pong skuespillerne imellem. Stortalentet Sylvester Byder endeligt får sit gennembrud som leading man, og dét i herligt samspil med særdeles rutinerede kræfter som Sophie Torp ("Meter i sekundet"), Esben Dalgaard ("Kastanjemanden"), Johanne Louise Schmidt ("Journal 64") og især altid suveræne Henrik Birch ("Krysantemum"). 

Ganske vist er "Synkefri" underspillet og usentimental. Christian Andersens forhold til sin hjemstavn rygsvømmer ind i malstrømme af 80’er-nostalgien og provinsromantiseringen, der indimellem havner på for dybt vand. Stormfloden i dansk film af gæve jyder står sammen-hjemstavsselvportrætterne smager efterhånden af leverpostejmad med rødbede. Men der skal være noget for enhver smag. Og skal det endeligt være, kan det dælme være lige det, der skal til.

"Synkefri" har dansk biografpremiere 30. november. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.