Anmeldelse: The Quiet Girl
Eminent irsk Oscar-kandidat rammer voksenlivets undertrykte følelserige set fra børnehøjde.
Der blev mumlet uforstående i krogene, da det lille irske drama, "The Quiet Girl", tidligere på året blev Oscar-nomineret i Bedste internationale film-kategorien. Endda på irsk gælisk. Colm Bairéads irsk-sprogede spillefilmsdebut fortjener dog al opmærksomhed, som den overhovedet kan få.
Cáit (Catherine Clinch) er en stilfærdig pige, der vokser op i en fattig og knapt så stilfærdig familie. Som del af en stor, irsk søskendeflok, er det næsten muligt andet end at føle sig fremmedgjort for det 9-årige, introverte barn. Hendes mor er gravid igen, og har i forvejen svært ved at brødføde sine børn. Derfor sendes Cáit i pleje på ubestemt tid, nærmere bestemt henover sommeren. I begyndelsen har den tavse og sky pige svært ved at forholde sig til de nye omgivelser hos det kærlige plejefamiliepar Eibhlín (Carrie Crowley) og Seán (Andrew Bennett). Hun finder dog hurtigt ud af, hvordan det føles at blive mødt med forståelse og blomstrer op. Dog er det ikke kun Cáit, men også plejeforældrene, som har behov for omsorg efter et stort tab.
Det siges, at James Joyces store modernistiske mesterværk, "Ulysses", læses bedst, hvis man forstår det irske sprogs bølgende rytme. Og måske den særlige tone i "The Quiet Girl" er det mere gennemstrømmende poetisk, når der kastes et følsomt blik på en lille, forsigtig piges rå virkelighed. Som sten raslet ned i en brønd, kaster håbets ringe i overfladen ikke kun vand i ansigtet. Det vædes også omkring øjenkrogen i Colm Bairéads aldeles fremragende dannelsesfortælling.
Sprog og semantik er af stor betydning i "The Quiet Girl". På flere niveauer. Og ikke kun i forhold til irsk i sig selv. Som går en stille død i møde, da kun 2% af irerne taler det. Følelsernes sprog er også dødsstille. Persongalleriet er stille eksistenser, der ikke åbner op for sluserne. Ikke kun Cáit undgår at tale med familie. Alle i omgangskredsen lukker i, når der er antrit til dybe snakke. Hvorfor Cáit overhovedet sendes til plejefamilie. Hvorfor hendes far drikker alle pengene op. Hvorfor brønden hos Eibhlín og Seán er så farlig. Og slet ikke om sorg, tab og traumer. Punktum. Dette fra en ung piges øjenhøjde, der prøver at forstå den verden omkring sig. Én som byder på indforståede hemmeligheder og stridigheder. Men hvordan kan børn lære sprog, som ingen tør at tale?
Med danske briller er det umuligt ikke at genkende en vis spejling René Frelle Petersens stilfærdige sønderjyske hverdagsportrætter i de prisbelønnede "Onkel" og "Resten af livet". Nok er der stille på overfladen. Men i det usagte og det mellem linjerne siges en del. Og alligevel ikke dét, der bør siges. For det undertrykkes af frygten for at ødelægge den gode stemning og humør, når vandkanten forsigtigt brydes. Som i Frelles sindige socialrealisme, hersker ikke alene kynisme eller forsagte miner i "The Quiet Girl". Caíts møde med voksenlivets sår og smertebehandling er et eminent og rørende universelt portræt af medmenneskelige kræfter. Af den slags, der viser sig i de allermest stille stunder. Og som vi alle bør åbne mere op omkring. Colm Bairéads fintfølende, dybt bevægende og atmosfæriske film er en passende anledning til netop dét.
Colm Bairéads stilfærdige "The Quiet Girl" gik nok under radaren før Oscar-showet. Heldigvis er den blevet så omtalt under og efter, at den nu også går i de danske biografer. Det vil være synd og skam at gå glip af denne helt fantastiske film på det store lærred.