Moovy Exclusive: CPH:DOX-omtale: "Behind the Headlines"

Daniel Andreas Sagers medrivende dokumentar viser arbejdslivet bag overskrifterne for journalisterne, der breakede Panama-papirerne.

Med et startinterview, hvor kendis-whistlebloweren Edward Snowden vender samtidens mediesituation, er det intet under, at "Behind the Headlines" ligger i F:ACT-kategorien på CPH:DOX. Sektionen er dedikeret til feltet mellem dokumentarisme og dybdegående journalistik, og hvilken bedre film til at eksemplificere dette end én, der følger journalisterne, som bragte Panama-papirerne og Paradise-papirerne ud til folket.

Bag enhver storslået overskrift ligger tusindvis af dedikerede timer fra hårdtarbejdende journalister. Bastian Obermayer og Frederik Obermaier er to styks pragteksemplarer, og i dokumentaren ses deres tumultariske dagligdag med op- og nedture, utroværdige kilder og selvfølgelig lige en lækket video med regeringsvæltende information.

Læs også: CPH:DOX-foromtale: "Solutions"

Journalisterne bevæger sig på Malta, hvor de undersøger attentatet på journalisten Daphne Caruana Galizia. Imens opsnuses hemmelig viden om en mystisk våbenhandler med forbindelse til det iranske atomvåbenprogram. Men den potentielle overskrift, som stjæler størstedelen af arbejdstimerne, kommer i form af en inkriminerende optagelse mellem nogle af Østrigs største politikere.

Særegent for denne besnærende dokumentar er fokusset på netop det at lave dybdeborende journalistik. Altså ikke det familiære bånd eller det emotionelle anker, som evindeligt vises i Hollywood-dramatiseringer. Tværtimod følger holdet samtlige møder hos redaktører og juridiske rådgivere, hvor formuleringer vægtes ligeså højt som menneskeliv. "Behind the Headlines" formår spændingsfyldt at skildre sagerne, der ikke finder dagens lys, såvel som sagerne så korrupte, at de ikke burde eksistere. Den gør det alt sammen i pressefrihedens navn i en tid, hvor fake news og journalister kæmper for rettigheder og liv.

"Behind the Headlines" kan streames på CPH:DOX via Dox-portalen fra dags dato til og med 5. maj.

Kommentarer

CPH:DOX-omtale: "Behind the Headlines"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen